Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Bør du så i stedet sætte din lid til dig selv? Det budskab lyder godt i Sesame Street eller i en gammeldags Disney-film, men i det virkelige liv fungerer det ikke så godt. Selv Disney er begyndt at indse det. Præcis som Riley Andersen kender de fleste mennesker ikke sig selv særlig godt, og når de forsøger at »lytte til sig selv«, bliver de let offer for ydre manipulationer. Den stemme, man hører inde i sit hoved, er ikke og har aldrig været troværdig, eftersom den altid har afspejlet statslig propaganda, ideologisk hjernevask og kommercielle reklamer, for ikke at tale om biokemiske mekanismer.

Mennesker har lært at tro på historien fra deres tidligste barndom.
De får den fortalt af deres forældre, deres lærere, deres naboer og den generelle kultur, længe før de udvikler den intellektuelle og følelsesmæssige uafhængighed, der er nødvendig for at sætte spørgsmålstegn ved og efterprøve sådanne historier. Når de endelig har udviklet deres intellekt, er de allerede så stærkt forankret i historien, at det mest sandsynlige er, at de i stedet for at betvivle historien bruger deres intellekt til at rationalisere historien. De fleste mennesker, der går på identitetsjagt, er som børn, der går på skattejagt. De finder kun, hvad deres forældre allerede på forhånd har gemt et sted.

Den liberale historie instruerer mig i at udtrykke mig frit og realisere mig selv. Men både »selv« og frihed er mytologiske fantasifostre, der er lånt fra fortidens eventyr. Liberalismen har en særlig uklar opfattelse af »den frie vilje«. Mennesker har åbenlyst en vilje, de har ønsker, og sommetider kan de frit indfri disse ønsker. Hvis man med »fri vilje« mener friheden til at gøre, hvad man vil – ja, så har mennesker en fri vilje. Men hvis man med »fri vilje« mener friheden til at vælge, hvad man vil – nej, så har mennesker ikke en fri vilje.