Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Bør du så i stedet sætte din lid til dig selv? Det budskab lyder godt i Sesame Street eller i en gammeldags Disney-film, men i det virkelige liv fungerer det ikke så godt. Selv Disney er begyndt at indse det. Præcis som Riley Andersen kender de fleste mennesker ikke sig selv særlig godt, og når de forsøger at »lytte til sig selv«, bliver de let offer for ydre manipulationer. Den stemme, man hører inde i sit hoved, er ikke og har aldrig været troværdig, eftersom den altid har afspejlet statslig propaganda, ideologisk hjernevask og kommercielle reklamer, for ikke at tale om biokemiske mekanismer.