H.C. Anderledes

den sammen med gaffatape. Bortset fra det, så gik han altid i zebrasokker og sabeltigertøfler.
Nu var der det ved det hele, at alle folk i landet, hvor kejseren var kejser, syntes, at alt, hvad kejseren gjorde, var kongeligt, så derfor gik de alle sammen i nøjagtig det samme tøj som ham. Men så en dag kom der tre skræddere til kejserens slot, og de hed Nål, Tråd og Saks. De påstod, at de kunne sy en kejserdragt, der var så moderne, at der ville gå hundrede år og en ølpølse, inden nogen andre fandt på den.
– Den må da koste en hulens bunke penge? sagde kejseren.
– En rummeter guldæg og en fjorten karats klatkage, sagde Nål, Tråd og Saks i munden på hinanden.
– Nå ja, det var fileme billigt, sagde kejseren. Sy den straks! Og så skrev han en dækningsløs check på en rummeter guldæg og en fjorten karats klatkage.
– Den er fin, sagde

Da var det, det dundrede på slottets port, og den gamle konge, som hed kong Flæskedrage den Anden og forhåbentlig sidste, gik ned for at lukke op. Udenfor stod en prinsesse; men hold kæft, hvor hun så ud i regnen og det væmmelige vejr. Vandet plaskede og ­sjaskede fra hendes hår og tøj og løb ned i skoene, så det svuppede, når hun gik.

Der var engang en prins, som ville have sig en prinsesse. Han hed prins Duskenbusk. Det skulle være en rigtig prinsesse, og så rejste han rundt i hele verden for at finde en; men der var altid det ene eller andet i vejen. Prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke blive klog på. Altid var der det ene eller det andet, som ikke rigtig var så rigtigt. En havde strithår og flyveører, en anden havde kartoffeltud og stikkelsbærben, en tredje var lang som en pølse, og en fjerde var tyk som en prop.
Så rejste prinsen hjem igen, og han var så bedrøvet, at han begyndte at trøstespise. Han tømte hele køleskabet for sylter og sennep og supper og sild. Så tømte han spisekammeret for klatkager, klejner og flæskepandekager, og han spiste også bollekrummer, fem forårsløg og en agurk, og så drak han femten juleøl og en kande smøreolie.
En aften blev det et frygteligt vejr. Det lynede og tordnede, og regnen strømmede ned. Det var rigtig uhyggeligt. Da var det, det dundrede på slottets port, og den gamle konge, som hed kong Flæskedrage den Anden og forhåbentlig sidste, gik ned for at lukke op. Udenfor stod en prinsesse; men hold kæft, hvor hun så ud i regnen og det