Pippi Langstrømpe

Pippi får besøg af tyve

Pippi flytter ind i Villa Villekulla
I udkanten af den lille bitte by lå en gammel, forfalden have. I haven lå et gammelt hus, og i huset boede Pippi Langstrømpe. Hun var ni år, og hun boede der helt alene. Hun havde hverken mor eller far, og det var egentlig ganske rart, for på den måde var der ingen, der kunne sige til hende, at hun skulle gå i seng, lige når hun havde det allersjovest, og ingen, der kunne tvinge hende til at spise levertran, når hun hellere ville have karameller.
Pippi havde engang haft en far, som hun holdt forfærdeligt meget af, og ja, hun havde selvfølgelig også haft en mor, men det var så længe siden, så det kunne hun slet ikke huske. Moren døde, da Pippi bare var en lille bitte baby, der lå i vuggen og skreg så forfærdeligt, at ingen kunne holde ud at være i nærheden. Pippi var sikker på, at hendes mor nu sad oppe i himlen og kiggede ned på sin pige gennem et hul, og Pippi vinkede tit op til hende og sagde:
„Du skal ikke være bange! Jeg skal nok klare mig!“
Sin far havde Pippi ikke glemt. Han var søkaptajn og sejlede på de store have, og Pippi havde sejlet med på hans skib, lige indtil han engang under en storm blev skyllet over bord og forsvandt i havet. Men Pippi var aldeles sikker på, at han en skønne dag ville komme tilbage. Hun troede slet ikke, at han var druknet. Hun troede, at han var drevet i land på en ø, hvor der var fuldt af negre, og at hendes far var blevet konge over alle negrene og gik rundt med guldkrone på hovedet hele dagen.
„Min mor er en engel, og min far er en negerkonge; det er skam ikke alle børn, der har så fornemme forældre,“ plejede Pippi at sige nok så glad. „Og så snart min far får bygget sig et skib, så kommer han og henter mig, og så bliver jeg negerprinsesse. Hej hop, hvor skal det blive sjovt!“
Hendes far havde købt det gamle hus, som lå i haven, for mange år siden. Han havde tænkt, at han skulle bo der med Pippi, når han blev gammel o