Hodja fra Pjort

kom til en høj mur bag byen, hvor ingen kunne se ham.
Med rystende hænder rullede han tæppet ud på jorden, og først nu så han, hvor kønt det var. Da det lå rullet sammen i el-Fazas lille støvede butik lignede det blot ethvert andet gammelt tæppe.
Men som det nu lå der i solen, glødede det i dybe røde farver – næsten som ild.
Øj, mand, sagde Hodja til sig selv. Det er smadderspændende.
Han tørrede sine snabelsko af og stillede sig forsigtigt på tæppet, så sig om til alle sider, og da han var sikker på, at ingen så ham, råbte han:
Flyv, tæppe.
Og tæppet for til vejrs med et sus. Det gik så hurtigt, at Hodja rullede af og trillede et langt stykke hen ad jorden.
Forskrækket sprang han op og skreg:

tæppe.
Han så op og ned ad gyden.
Kattens også, råbte

der lød, som

Hør, brummede han inde under sit overskæg og så på Hodja med sine blå øjne. Hvad sidder du her og hænger efter, knægt? Hvorfor er du ikke nede ved brønden for at drille konerne ligesom de andre drenge? Hvorfor jager du ikke efter kattene eller fisker ved floden?
Fordi jeg tænker, sagde Hodja.
Oho, sagde el-Faza. Nå, så du tænker. Jahh, der kan man se. Og hvad tænker du på, om man må spørge?
Verden, sagde Hodja.
Det var ikke så lidt, sagde gamle el-Faza og trak i sit overskæg. Det var minsandten ikke så lidt.
Nej, sagde Hodja. Og nu har jeg tænkt i fem dage. Men folk siger, at jeg bliver klogere engang. Og der er ingen af dem, der vil ha’ mig med ud i verden.
Nej, det tror jeg gerne, sagde gamle el-Faza. Det tror jeg gerne. Folk her i Pjort er nogle fæhoveder. De tænker ikke på andet end deres vandpiber og deres blommebrændevin. Men hvis du vil ud i verden, så følg blot med mig.

Hodja var nær trillet omkuld af forbavselse.
Hvad siger du, råbte han og sprang op.

Hør, brummede han inde under sit overskæg og så på Hodja med sine blå øjne. Hvad sidder du her og hænger efter, knægt? Hvorfor er du ikke nede ved brønden for at drille konerne ligesom de andre drenge? Hvorfor jager du ikke efter kattene eller fisker ved floden?
Fordi jeg tænker, sagde Hodja.
Oho, sagde el-Faza. Nå, så du tænker. Jahh, der kan man se. Og hvad tænker du på, om man må spørge?
Verden, sagde Hodja.
Det var ikke så lidt, sagde gamle el-Faza og trak i sit overskæg. Det var minsandten ikke så lidt.
Nej, sagde Hodja. Og nu har jeg tænkt i fem dage. Men folk siger, at jeg bliver klogere engang. Og der er ingen af dem, der vil ha’ mig med ud i verden.
Nej, det tror jeg gerne, sagde gamle el-Faza. Det tror jeg gerne. Folk her i Pjort er nogle fæhoveder. De tænker ikke på andet end deres vandpiber og deres blommebrændevin.

Bare jeg havde haft en båd ligesom fiskerne nede ved floden. Eller en vogn ligesom lastdragerne. Eller bare et bette æsel … Men jeg har ingen af delene, og jeg har heller ingen penge til at købe dem for.
En dag, da Hodja sad på trappen foran sin fars hus og stirrede ud i det hede hvide solskin i den smalle gade og tænkte og grundede, så hans hoved knirkede, kom den gamle tæppevæver el-Faza forbi.
el-Faza var en meget gammel mand. Hans hoved var rynket som en indtørret tomat, hans store overskæg hang ham under næsen som en riskost, og han gik langsomt, mens han støttede sig til sin stok.
Og så var hans øjne blå. Alle folk i Pjort – og i hele Bulgislav for den sags skyld – havde sorte øjne. el-Fazas øjne var blå som havet.
Men måske var det, fordi de var så gamle og havde set så meget.
el-Faza standsede foran Hodja.

Eller bare et bette æsel … Men jeg har ingen af delene, og jeg har heller ingen penge til at købe dem for.
En dag, da Hodja sad på trappen foran sin fars hus og stirrede ud i det hede hvide solskin i den smalle gade og tænkte og grundede, så hans hoved knirkede, kom den gamle tæppevæver el-Faza forbi.
el-Faza var en meget gammel mand. Hans hoved var rynket som en indtørret tomat, hans store overskæg hang ham under næsen som en riskost, og han gik langsomt, mens han støttede sig til sin stok.
Og så var hans øjne blå. Alle folk i Pjort – og i hele Bulgislav for den sags skyld – havde sorte øjne. el-Fazas øjne var blå som havet.
Men måske var det, fordi de var så gamle og havde set så meget.
el-Faza standsede foran Hodja.

Nej – som jeg allerede har fortalt dig, blev Hodja ikke spor klogere.
Tværtimod.
Dag ud og dag ind tænkte og grublede han over, hvordan han skulle komme ud i verden og se sig om.
Har I hørt det, sagde folk i Pjort til hinanden. Den skeløjede skrædders søn er blevet tosset. Han snakker ikke om andet end at komme ud i verden.
Hvad vil han mon der? spurgte nogle.
Ja, det må guderne vide, sagde andre. Men han er jo også så lille. I skal se, han bliver nok klogere.
Og så fortsatte mændene i Pjort med at ryge på deres vandpiber, og konerne fortsatte med at bære vandkrukker fra brønden, sådan som de altid havde gjort.
Øv, tænkte Hodja. Ingen vil ha’ mig med ud i verden. Ingen voksne vil ha’ børn med nogen steder hen.

Og mens han traskede bort over det store, støvede torv, hørte han tydeligt, hvordan de snavsede lastdragere grinede, mens de råbte:
Den tossede knægt bliver nok klogere en skønne dag.
Men tro mig – Hodja blev stadig ikke klogere

traskede bort over det store, støvede torv, hørte han tydeligt, hvordan de snavsede lastdragere grinede, mens de råbte:
Den tossede knægt bliver nok klogere en skønne dag.
Men tro mig – Hodja blev stadig ikke klogere