De store tænkere: Stoikerne

frembringe, da må det visseligt være frembragt af noget, der er mennesket overlegent; men de himmelske fænomener og alt det, hvis orden er evig, kan ikke udføres af mennesket; altså er det, som har udført disse ting, mennesket overlegent; hvad skal vi imidlertid hellere kalde det end gud? Hvis der nemlig ikke er guder til, hvad kan der da være i hele verden, der er mennesket overlegent? Han alene besidder jo den fornuft, der er den mest fremragende ting, der er til; men at noget levende menneske skulle mene, at der i hele verden ikke fandtes noget, der var mere fremragende end han, ville være en tåbes hovmodige tale; altså er der noget mere fremragende til; altså er gud i sandhed til«.

Eller Chrysippos, der jo var en mand af usædvanlig skarpsindig begavelse, når han siger følgende, da er det næsten, som om han ikke selv har fundet på det, men har lært det af selve naturen: »Hvis (siger han) der nemlig er noget i tingenes natur, som menneskets fornuft, indsigt, magt eller evne ikke kan

Vor tænker Cleanthes sagde, at der er fire grunde til, at den idé, at der er guder til, er dannet i menneskers sind. Han stillede den først, som jeg netop har talt om, nemlig at ideen opstår på grund af en forudanelse om kommende ting; den anden grund han nævner er den, vi har hentet ud fra den mængde velgerninger, som vi indser beror på vort tempererede klima, jordens frugtbarhed og en stor mængde andre goder; den tredje beror på den frygt, sjælen gribes af ved lyn, storme, regn, sne, hagl, oversvømmelser, pest, jordskælv og hyppige jordrystelser, byger af sten og regndråber, der er blodrøde, desuden jordskred og pludselige revner i jorden, endvidere unaturlige vanskabninger hos mennesker og dyr, himmellys, der kommer til syne, og de stjerner, som grækerne kalder kometer, men som vi kalder »de langhårede«, sådan som det f. eks. nyligt skete under den octavianske krig som et forvarsel om store ulykker, eller en dobbelt-sol, hvad min far har fortalt mig indtraf under Tuditanus’ og Aquilius’ konsulat, netop det år da Roms anden sol, Publius Africanus, blev udslukket; alle disse ting har fyldt mennesker med frygt og fået dem til at ane, at der eksisterer en eller anden himmelsk og guddommelig magt. Den fjerde og vægtigste grund er himlens ensartede bevægelse og omdrejning, solens, månens og alle stjernernes adskilthed, forskellighed, skønhed og orden; det blotte syn af alt dette angiver tilstrækkeligt, at det ikke er blevet til på tilfældig måde. Hvis man går ind i et hus, en sportshal eller en offentlig forsamling og iagttager den orden, regelmæssighed og det system, der hersker overalt, da kan man ikke mene, at alt det er blevet til uden grund, men man indser, at der er en eller anden, der står i spidsen for det og behersker det. Når man derfor står over for disse vældige bevægelser og skiftende faser, hele denne orden blandt de utallige og store himmellegemer, i hvilke der i den uoverskuelige, ja uendelige fortid aldrig er sket den ringeste fejl, da er det i langt højere grad uomgængeligt at fastslå, at de enorme bevægelser i naturen bliver styret af en eller anden intelligens.