Stolthed og fordom

Stolthed vedrører mere vores opfattelse af os selv, forfængelighed vedrører det, vi gerne vil have, andre skal tænke om os.“

„Et ægteskab med Deres nevø ville jeg ikke betragte som ensbetydende med, at jeg forlod de kår. Han er en gentleman, jeg er en gentlemans datter, så vidt er vi jævnbyrdige.“

„Sandt nok. De er en gentlemans datter. Men hvem var Deres mor? Hvem er Deres onkel, deres morbror, moster og tante? Forestil Dem ikke, at jeg er uvidende om deres stand.“

„Hvem min familie end er,“ sagde Elizabeth, „kan være uden betydning for Dem, hvis Deres nevø ingen indvendinger har mod dem.“

Elizabeth opretholdt en lige så stædig tavshed som både mrs. Hurst og miss Bingley, og selv Lydia var alt for træt til nu og da at komme med andet end et tilfældigt udbrud som:

„Gud, hvor er jeg træt!“ ledsaget af en lydelig gaben.

Da de omsider rejste sig for at tage afsked, udtrykte mrs. Bennet høfligt sit inderlige håb om snart at se hele familien på Longbourn og henvendte sig især til mr. Bingley med en forsikring om, hvor meget det ville glæde dem at se ham til middag hos dem, når som helst, uden en højtidelig, formel indbydelse. Bingley var lutter glæde og taknemmelighed, og han lovede beredvilligt at gribe den tidligst mulige anledning til at gøre hende sin opvartning, når han kom tilbage fra London, hvortil han så sig nødsaget til at rejse den følgende dag i en kort periode.

Mrs. Bennet var yderst tilfreds og forlod huset i den frydefulde overbevisning, at hvis man tog højde for alle de nødvendige forberedelser til indgåelse af ægtepagt og anskaffelse af nye vogne og brudeudstyr, ville hun formodentlig se sin ældste datter indlogeret på Netherfield i løbet af tre-fire måneder. At hun ville få endnu en af døtrene gift med mr. Collins, anså hun for lige så sikkert og omfattede det med betydelig, men ikke helt så stor glæde. Elizabeth var det barn, hun holdt mindst af, og skønt både manden og partiet var ganske glimrende for hende, overstråledes deres værd af mr. Bingley og Netherfield.