Elias Bredsdorff

Det er den eneste store forskel, der er i verden,” sagde han. ”Forskellen mellem det virkeligt sanselige væsen og så den fordærvede, gennemreflekterede uanstændighed, som de fleste af vores slags repræsenterer. I vores natlige stund har vi altid det elektriske lys tændt, vi iagttager os selv, vi ligesom opsuger det hele med hjernen. Man må lade sin bevidsthed glide helt bort, før man kan forstå, hvad der er sanselig virkelighed, glide helt bort i forglemmelse og opgive enhver viljesytring. Det er nødvendigt. Man må lære at ophøre med at eksistere, før man kan komme til rigtig at eksistere.

Men vi bilder os så meget ind om os selv – det er fejlen. Vi er så indbildske – og så lidt stolte. Vi ejer ikke stolthed, det er alt sammen indbildskhed, vi er så indbildske over de papmaché-jeg’er, vi konstruerer os. Vi ville hellere dø end give afkald på vores lille selvretfærdige, egensindige egenvilje.”

”Tror du, at det at leve er hele livets indhold og mening?” spurgte Birkin med en direkte, koncentreret alvor i stemmen.

”Mit eget livs?” sagde Gerald.

”Ja.”

Der blev en forlegen pause.

”Det tør jeg ikke sige,” sagde Gerald. ”Hidtil har det ikke været det.”

”Hvori har dit liv da hidtil bestået?”

”Å – i selv at opdage tingene – og få erfaringer – og få det hele til at glide.”

Birkin rynkede brynene, så de stod som skarpe folder af stål.

”Jeg synes,” sagde han, ”at man må foretage sig i det mindste én helt ren handling – jeg ville kalde elskov en helt ren handling. Men alligevel elsker jeg ikke nogen – ikke for øjeblikket.”

Ursula skulle lige til at bryde ud i et svar, da Hermione løftede hovedet og begyndte på sin eftertænksomme, syngende manér:

”Jeg tror – jeg tror virkelig, vi må have mod til at bruge de lavere dyr efter vort behov. Jeg tror, der er noget galt, når vi betragter hvert eneste levende væsen, som om det var os selv. Jeg tror, det er forkert at forestille sig, at ethvert levende væsen har samme følelser som vi. Det røber mangel på evne til at skelne, en mangel på kritik.”