Friedrich Nietzsche

Den anden dansevise
1
I dit øje skued jeg nylig, å liv: og guld så jeg glimte i dit natøjes dyb – mit hjerte stod stille af vellyst –

– en gylden båd så jeg glimte på natsorte vande, en synkende, vinkende, vuggende, gylden gynge-gondol!

På min fod, den danselystne, du kastede et blik: et smilende, spørgende, smeltende danselyst-blik –

to gange slog du kastagnetterne kun, i din lille bitte hånd – da vuggede min fod sig allerede i din danselysts ånd.

Mine hæle løftedes, mine tæer lyttede, for dit ønske at forstå – thi danseren har jo sit øre – i sin tå!

Da sprang jeg frem: men du fløj tilbage, da du så, at jeg sprang: og mod mig spillede dit flyvende, flygtende hårs tunge, lunefuld og lang.

Så veg jeg bort fra dig og dine slangers knytte: da stod du dér allerede, halvt bortvendt, med blikket lystent efter bytte.

Med slangeblikke – lærer du mig de slyngede baner. På slyngede stier lærer min fod nu – slange-vaner.

Nærved frygter jeg dig, men elsker dig i det fjerne: din flygten lokker mig, din søgen forstokker mig – jeg lider: men hvad led jeg for din skyld ej gerne –

du, hvis spot bedårer, hvis kulde fortærer, hvis flugt betvinger, hvis had besnærer.

Hvem hader ikke dig, du store betvinger og overvinder, du, der søger og finder, du fristerinde! Hvem elsker ikke dig, du dydige, ulydige, vindsnare, øjenklare synderinde.

Hvorhen drager du mig nu, du afskum og udskud? Og nu flygter du atter, du vildkat og vindgud!

Jeg danser efter og følger dig selv på den smalleste vej – – hvor er du nu? Giv mig din hånd – å, så løb dog ej.

Vi farer jo vild blandt alle de buske og huler – stands dog – stå stille – så du dem flagre, de flagermus og ugler?

Du ugle, du flagermus – hvorfor skal du dog altid håne? Hvor er du? Å, af hundene lærte du at hyle ad den blege måne.

Du skærer tænder – – så hvid er hos dig hver tand og hver tanke – – se, nu lyser øjnene vrede frem af din lokkede manke.

Ja, jeg er en jæger i dans over stok og sten – vil du være min hund eller gemsen på rappe ben?

Kom så herhen – og skynd dig, du djævel af rang – spring til – spring så – – ve! Der faldt jeg nok, da selv jeg sprang.

Se, her ligger jeg, du vildkat; vær nu god mod mig – gerne gik jeg med dig mere yndefuld vej –

ad elskovens stier, gennem stille skove, der sagte hvisker eller langs søer dér, hvor dansende guldfisk fanges af en eventyrfisker.

Er du træt nu? Derovre er hjord og hyrde og aftenrøde: er det ikke skønt at synges i søvn til hyrdefløjtens toner så bløde?

Du er meget træt? Jeg bærer dig derhen, mine arme trættes ikke – – og du er tørstig? Jeg har vel en drik, men den vil din mund vist ej drikke.

Av – du fordømte, smidige slange, du heks, nu slap du fri – og jeg mærker i mit ansigt fem striber, det svider i.

Nu er jeg træt af at være din fæiske fårehyrde, nu vel – før var det mig, der skreg: nu får du lov at skrige selv. –

Efter piskens takt skal du danse og synge for mig! Jeg glemte vel ikke pisken? – Nej!

2
Da svarede livet mig således, medens det holdt sig for de smukke små øren:

»Å, Zarathustra! Så knald dog ikke så forfærdelig med din pisk! Du ved jo: støj dræber alle tanker – og der kommer just så ømme tanker til mig nu!

Vi er begge to rigtige døgenigte, som hverken gør ondt eller godt. Hinsides godt og ondt fandt vi vor ø og vor grønne eng – vi to alene! Derfor må vi vel nok være venlige mod hinanden!

Og selv om vi ikke elsker hinanden af hjerte – behøver man netop at hade, fordi man ikke elsker af hjerte?

Og at jeg er dig bevågen, og ofte alt for meget, det ved du godt: og grunden dertil er den, at jeg er skinsyg på din visdom. Å denne latterlige, gamle nar til visdom!

Men hvis en gang din visdom løber bort fra dig, ak, så løber også min kærlighed snart sin vej!«

Derpå kiggede livet eftertænksomt til alle sider og sagde sagte: »Å, Zarathustra, du er mig ikke tro nok!

Du elsker mig langt fra så meget, som du siger; jeg ved, at du tænker på snart at forlade mig.

Der er en gammel, tung, å så tung brumbasse af en klokke, som brummer hver nat helt op til din hule:

Når du hører klokken slå ved midnatstid, så tænker du mellem et og tolv derpå –

– du tænker, å Zarathustra, ja jeg ved det godt, på, at du snart vil forlade mig!«

Ja – svarede jeg tøvende; men du ved også – – og jeg hviskede hende noget i øret, ind mellem hendes strittende, gule, tåbelige lokker.

»Du ved det, Zarathustra! Det ved ingen. – –«

Og vi så på hinanden og stirrede på den grønne eng, over hvilken den kølige aften netop kom løbende, og så græd vi sammen. Men den gang var livet mig kærere, end nogen sinde al min visdom.

Således talte Zarathustra.

3
Et!

Menneske, lyt vel dertil!

To!

Hør, hvad den dybe Midnat vil:

Tre!

»Jeg sov, jeg sov –

Fire!

af dybe drømme vågned jeg:

Fem!

Verden er dyb –

Seks!

dybere end dagen tænkte sig.

Syv!

Dyb er dens ve –

Otte!

Lyst – dybere end hjerteve.

Ni!

Ve vil forgå –

Ti!

Men lyst vil evighed –

Elleve!

så dyb, så d