Thomas Mann

I øvrigt endte alle betragtninger med diktatur, med magt, thi med den franske revolutions ødelæggelse af de overleverede statslige og samfundsmæssige former var en tidsalder brudt frem, der, hvad enten det var bevidst eller ej, indrømmet eller ej, styrede frem mod det despotiske tvangsherredømme over nivellerede, atomiserede, kontaktløse og, ligesom individet, hjælpeløse masser.

Den tykvæggede torturkælder, som et uværdigt herredømme, der fra begyndelsen havde forsvoret sig til intetheden, havde gjort Tyskland til, er brudt op, og åbenbaret ligger vor skændsel for verdens øjne, for de fremmede kommissioner, for hvem disse utrolige billeder nu fremvises alle mulige steder, og som til deres hjemlande beretter: Det, de har set, overgår i frygtelighed alt, hvad menneskelig fantasi kan udmale sig. Jeg siger: vor skændsel. Thi er det blot hypokondri at sige til sig selv, at al tyskhed, også den tyske ånd, den tyske tanke, det tyske ord er ramt af denne vanærende afsløring og styrtet ned til et stade, hvor de må være genstand for den dybeste tvivl? Er det sygelig ruelse at forelægge sig selv det spørgsmål, hvordan overhovedet i fremtiden „Tyskland“ i en eller anden af sine manifestationer skal kunne tillade sig at åbne munden i menneskelige anliggender?

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition. Din vej har, mener jeg, i flere uger ligget klart og skarpt afgrænset foran dig, og du burde ikke være min datter, ikke barnebarn af din i Gud hvilende farfar og i det hele taget ikke et værdigt medlem af vor familie, hvis du for alvor har i sinde, helt alene, i trods og ustadighed, at gå dine egne, uordentlige veje. Dette, min kære Antonie, beder jeg dig overveje i dit hjerte.

Han havde i retten ud fra sin dybeste overbevisning bedyret, og det var blevet bekræftet for ham af sagkyndige, at den dristige manøvre, han havde foretaget til hæder og fordel for sit selskab og sig selv, regnedes for usance i forretningslivet. Men juristerne, herrer, der efter hans egen mening slet intet forstod af disse ting, og som levede under helt andre begreber og i en helt anden verdensanskuelse, de havde dømt ham for bedrag, og denne kendelse, som statsmagten støttede, havde formået i den grad at ryste hans selvvurdering, at han ikke længere turde se nogen i øjnene.

Der stod syv borde i spisesalen, de

Maden var fortrinlig. Der var aspargessuppe, fyldte tomater, steg med mange slags tilbehør, en særlig veltilberedt dessert, en osteplatte og frugt. Hans Castorp spiste meget kraftigt, skønt hans appetit viste sig ikke at være så levende, som han havde troet. Men han var vant til at spise meget, også når han ikke var sulten, og det af selvagtelse.

For navnlig deri var han ægte, at han gerne levede godt, ja, uagtet sit tyndblodet forfinede ydre, inderligt og fast hang ved livets kraftige nydelser som et forslugent pattebarn ved moders bryst.

Bekvemt og ikke uden værdighed bar han på sine skuldre den høje civilisation, som den herskende overklasse i det handelsdrivende bydemokrati giver i arv til sine børn.

For øvrigt bar han også til diplomatfrakken sin bløde flip og sine sandaler uden på de grå sokker, hvilket
gjorde et principielt og idealistisk indtryk, omend Hans Castorp blev noget forskrækket over det.

En vis uselvstændighed fremkaldte hos ham et behov for at få bekræftet fra anden side, at madame Chauchat var en henrivende kvinde, og desuden ønskede den unge mand udefra at lade sig opmuntre til at hengive sig til følelser, som hans fornuft og hans samvittighed rettede forstyrrende modstand mod.