Julie Hastrup

»Kristine er bare fantastisk.

øs.«

»Ja, ikke! Hvad var det, du ville

Sådan noget dér ville hun aldrig gå i.«

en lille dreng, som blev stukket ned af sin mor herude på øen. Jeg troede egentlig, at barnet var dødt, men

Jeg husker ikke, at Magdalena nævnte noget om, at Dunya ikke mødte op, som hun plejede.”

Han huskede, hvordan Mercedes, som en sidste gestus, havde taget smykket af og forsigtigt viklet det om deres afdøde datters lille håndled, mens hun med tårer i øjnene kyssede barnets hvælvede pande.

Han havde nænsomt rådet hende til at beholde smykket, pigen kunne jo alligevel ikke længere beskyttes, og de ville jo, forhåbentlig, kunne få andre børn, der ville have behov for beskyttelse, men Mercedes havde været stålsat – smykket skulle følge Ana María.

Torbens tøven havde været tilståelse nok.