Julie Hastrup

Sådan noget dér ville hun aldrig gå i.«

Bagefter skulle de til fest hos Rezas nye kæreste, Hugo.

en lille dreng, som blev stukket ned af sin mor herude på øen. Jeg troede egentlig, at barnet var dødt, men

Allerede på lang afstand var det tydeligt, at kvinden lå i en uhyggelig forvredet position på det regnvåde fortov.

49
“Vi står med tre drab, og derfor har vi indkaldt alt disponibelt mandskab, for vi får brug for hver og en af jer. Vi er overbeviste om, at gerningsmanden til drabene på Frida Sonne og Trine Hoffmeyer er den samme, da de begge har sår efter en tasergun, og de begge er kastet ud fra noget eller ned i noget. Vi ved dog endnu ikke, hvordan det formodede drab på Fridas mor, Ina Sonne, passer ind i billedet, men det skal vi selvfølgelig finde ud af.”

50
Gro slog langsomt øjnene op, missede med øjnene og vidste først

52
Et blankpudset løvehoved i bronze var monteret på Carolinehøjs brede hoveddør, og Sara greb forsigtigt ud efter dørhammeren og bankede på.

55
“Tag dog lige foden af speederen,” udbrød Reza, mens han klamrede sig til vinduesstroppen, men Rebekka hørte ikke efter. Det eneste, hun havde i tankerne, var at komme hurtigst muligt til Carolinehøj og tage de medlemmer af familien Hempel, som opholdt sig der, med tilbage til Gården for at afhøre dem.

57
Rådhusklokkerne havde netop slået 12 slag, da Rebekka og Reza var tilbage i København. Det dårlige vejr havde næsten lagt gaderne øde, kun på Rådhuspladsen flagrede grupper af unge rundt i blæsten. Reza havde overtaget rattet, og Rebekka sad sammenbidt på passagersædet fyldt med et miks af modsatrettede følelser indeni.

60
Det varme bræk sprøjtede ud af hendes mund. Aftensmaden blandet med voldgravens ildelugtende vand, og hun var iskold, tænderne klaprede i munden på hende, hun lå i vandoverfladen i voldgraven, men i det mindste kunne hun bevæge sig – Gaia Hempel måtte have skudt hende med strømpistolen. Sara pjaskede en smule med armene og fik så fat i kanten af træpontonen, hun måtte op. Vandet var koldt, og hun blev hurtigt svagere, men da hendes iskolde fingre greb fat i træet, trådte Gaia Hempel med hele sin vægt ned på hendes fingre, naglede dem fast, og smerten fik hende til at jamre højt. Hun hulkede, gråden gjorde ondt helt ned i lungerne, og tårer, gylp og snot blandede sig med det ildelugtende vand fra voldgraven