Michael Jepsen

Mål defineres normalt som ting som at tage en uddannelse, købe et hus ved vandet, eller at tabe sig syv kilo. Men den slags mål kan kun skabe begrænset lykke i dit liv. De kan være gode, når du jagter hurtige, kortsigtede fordele, men som rettesnor for din generelle livsbane er de elendige.

Picasso var produktiv gennem hele livet. Selv da han var i halvfemserne, producerede han kunst og blev ved indtil sine sidste år. Hvis hans målestok havde været at ‘blive berømt’ eller ‘tjene en ordentlig røvfuld penge inden for kunst’ eller ‘male tusind malerier’, så var han gået i stå undervejs.

Kunsten at være fucking ligeglad

For de største sandheder i livet er som regel de mest ubehagelige at få at vide.

Det er netop det, der er så farligt ved et samfund, der polstrer sig selv mere og mere mod de uundgåelige ubehageligheder i livet: vi mister fordelene ved at opleve sunde doser af smerte

Det er skidt for os, hvis vi er besat af vores følelser og overdriver deres betydning, for følelser varer aldrig ved.

hvad som helst der gør os glade, vil uundgåeligt også gøre os kede af det. Det, vi vinder, er også det, vi taber.

Det, der afgør din succes, er ikke: »Hvad har du lyst til?«

Det relevante spørgsmål er: »Hvilken smerte vil du udholde?«

Vejen til lykke er brolagt med lort og skam.

På trods af mine fantasier om det gennem halvdelen af mit liv, så blev det aldrig til noget. Det tog mig lang tid og megen kamp, inden jeg til sidst indså hvorfor: Jeg ønskede det ikke inderst inde.

Jeg var forelsket i resultatet – tanken om mig på scenen, det jublende publikum, mig der spillede for fuld musik og lagde hele mit hjerte i det – men jeg var ikke forelsket i processen. Og derfor kiksede jeg. Igen og igen. Man kan endda sige, at jeg ikke engang prøvede hårdt nok til at kunne sige, at jeg var en fiasko. Jeg gjorde mig knap nok umage

Det er et bjerg af en drøm, og man skal klatre langt for at nå op til toppen. Og det tog mig lang tid at indse, at jeg ikke brød mig om at klatre. Jeg kunne bare godt lide at forestille mig bjergtoppen.

Den gængse forklaring i vores samfund ville være, at jeg på en eller anden måde svigtede mig selv, at jeg er en taber, der giver op, og at jeg bare ikke havde det, der skulle til. At jeg opgav min drøm, og at jeg måske bøjede af for et pres omkring mig.

Men sandheden er langt mindre interessant end nogen af de forklaringer. Sandheden er, at jeg troede, jeg ønskede noget, men det viste sig, at det gjorde jeg ikke. Længere er den ikke.

Jeg ville have belønningen og ikke kampen. Jeg ville have resultatet og ikke processen. Jeg var ikke forelsket i kampen, kun i sejren.

Og sådan fungerer livet ikke.

hvis du tror, du på et tidspunkt når et punkt, hvor du kan stoppe med at klatre, så er jeg bange for, at du ikke har fanget pointen. For glæden ligger i selve klatringen