R.S. Grey

Må en due skide i hans gulvmoppe af fantastisk tykt brunt hår.

“ – ikke hælde flydende stearin ud over hele min ryg, Janice! Det har smeltet mine satans baller sammen.”

Jeg præsenterer mig selv uden at grine, og det første, patienten beder mig om, er at være ærlig overfor ham. “Vil jeg stadig kunne skide?”

På et eller andet tidspunkt i årenes løb må en kvinde have lært ham, hvordan man sætter farver sammen, antageligvis før han hakkede hende i småstykker og lavede hende til fars.

Han vender sig om og ser til begge sider, før han krydser gaden. Han gør det ikke, fordi hans mor har lært ham det – jeg ved, at han kigger efter mig og sikrer sig, at jeg ikke holder og venter i en tunet Ford Bronco, klar til at meje ham ned.

“Det er lidt for meget denim til mig.”

“Han ser da godt ud! I nogle dele af verden kalder man det en canadisk smoking.”

“Men i min del af verden kalder man det et mødomsskjold.”

Det går op for mig, at den koboltblå sweater bedrager – ingen Gap-model har nogensinde bedt en kvinde om at røre ved sig selv. Han burde være iført læder. Kæder. En maske.

Lucas’ læber er som en pakke Oreos. Man ved godt, at man ikke bør spise dem alle sammen, men man kan ikke nøjes med en enkelt smagsprøve.

Åh gud. Det næste bliver vel, at han fortæller mig, vi faktisk skal stå oppe ved alteret under hele ceremonien. Du har da prøvet at vie nogen før, ikke?

Det er fint nok, at han har taget jakken af og hængt den på stoleryggen, men behøvede han virkelig også at smøge skjorteærmerne op? Vi andre har ikke bedt om at blive udsat for hans underarmsporno under middagen.

Det er den mest gennemskuelige løgn, jeg nogensinde har fortalt. Jeg er et lille barn med helt skævt pandehår og en saks i hånden, der påstår, at hun ikke ved, hvem der dog har klippet hende.