Martin Røes

Mennesket er kort sagt latterligt indrettet.

Jeg sværger, mine herrer: At være alt for bevidst er en sygdom, en reel og alvorlig sygdom. Til almindelig menneskelig brug ville almindelig, menneskelig bevidsthed være mere end tilstrækkelig, det vil sige det halve eller en fjerdedel af den bevidsthed et dannet menneske i vort ulyksalige nittende århundrede besidder, og som oven i købet har den særlige ulykke at bo i Petersborg, den mest abstrakte og forsætlige by på hele jordkloden. (Der findes forsætlige såvel som uforsætlige byer). Det ville for eksempel være tilstrækkeligt med en erkendelse på størrelse med den, såkaldt umiddelbare mennesker og handlingsmennesker lever med.

Alligevel er jeg fast overbevist om at ikke blot overdreven megen bevidsthed, men enhver erkendelse er en sygdom. Det står jeg fast ved.

Jeg beklager endda muligvis selv at jeg i mit liv har uddelt alt for få lussinger.

Den eneste grund, mine herrer, til at jeg måske anser mig selv for at være et fornuftigt menneske, er at jeg hele mit liv hverken har formået at påbegynde eller afslutte noget.

Åh, om det blot var dovenskab som gør at jeg ingenting udretter. I guder, hvor ville jeg kunne respektere mig selv.

Det vil endda sætte sine honningkager på spil og bevidst ønske sig det mest elendige bras, den mest uøkonomiske meningsløshed, udelukkende for at kunne indføre sit eget skadelige, fantastiske element i al denne positive fornuft. Netop sine egne fantastiske drømme, sin egen elendige stupiditet vil det ønske at beholde ene og alene for at bekræfte over for sig selv (hvilket også er ganske nødvendigt), at mennesker er og bliver mennesker og ikke klavertangenter, som nok anslås egenhændigt af naturlovene, men risikerer at blive spillet så kraftigt på at det ikke bliver muligt at ønske sig andet end tabellen

man i det mindste piske sig selv en gang imellem, det liver lidt op. Det er ganske vist reaktionært, men det er bedre end ingenting.

Nåja, med erkendelse bliver resultatet omtrent det samme, dvs. der er heller ikke mere at foretage sig, men så kan

Han ligner en mørklødet zigøjner, men i væsen og klædedragt virker han som en gentleman, i hvert fald lige så meget gentleman som så mange andre herremænd på landet, lidt sjusket måske, men uden at det støder, fordi han har en rank, smuk skikkelse.