Pia Juul

Ikke særlig fantasifulde – eller hvad?

En skyggepige, oven over hende teksten ”Hvem slog bambi ihjel?”

Gusten Grippe er altså en af disse fire voldtægtsmænd, gerningsmænd, “tøjlesløse drenge”, som nogle i villabyen også senere kommer til at se dem som – ”drengene”, deltagere i en leg der går over gevind. Forfærdeligt men begribeligt og alkoholen havde jo også andel i det der skete ... en nat i februar 2008 voldtager han sin skolekammerat Sascha Anckar, 18, til en fest i Häggerts hus nede ved Kallsjön. De andre er Alex Axelsson, John C og Nathan Häggert, Sascha Anckars tidligere kæreste og, ifølge oplysningerne, anstifteren og inspiratoren til alt hvad der udspiller sig i hans private hjem – hans ”atrium” – i stueetagen mens en fest uforstyrret fortsætter på de andre etager. (Og alle der er med til festen siger bagefter at de hverken har hørt eller set noget. Døren til både kældertrappen og Nathans egen indgang var låst af og ingen uvedkommende havde adgang derned.)

Nåde. Nåde. Nåde.
De havde alle hørt det. Fire stykker rundt om en seng hvor et nøgent offer har ligget bundet i timevis. Tapet, med gaffatape. Mørkebrun gaffatape.
De havde stået der og kigget på hende. Det havde været en mærkelig situation. Midt i ophidselsen, som havde været såvel beruselse som seksuel – en slags fælles, forstærket liderlighed. Recklessness. Det der fælles som opstår når man har overskredet grænserne sammen. Uden regler (i legen havde der været regler, aftaler, overenskomster som blev overholdt. Men da det som skete skete, var legen for længst forbi).

Sig at du er luder.”
”Nej.”
”Sig at du er luder.”
”Nåde – ”
Hun havde bedt og bedt om nåde, og var begyndt at græde. Tårerne var fosset ud af hende. Stærke, hårde Sascha. Her, som gives for jer. Nathans øjne lyste.
Og det er vel først da det lykkes hende at rive sig løs og løbe ud i sneen – nøgen – og der var to, John og Nathan, som jagtede hende, tog fat i hende og slæbte hende tilbage, grinende. Uden for enhver tvivl forstod man at dette var nøjagtig hvad det så ud som: en helvedes mishandling, voldtægt – et overgreb.
”Tag et billede, Alex!” Nathan næsten stønnende af liderlighed, ”skyd.”

Grippe, tag for dig.”
Han havde stået ved sengen i den draperiadskilte sove­alkove i Nathans store værelse og grinet ad ham som en idiot.
”Grippe, come on –”
Ubevægelig.
”Grippeee!”
Men så, til allersidst, havde han gjort det. Også han havde ”taget for sig” og fået kvalme og havde kastet op.
Og hun havde kastet op – stoffet i munden næsten kvalte hende, men det havde alligevel ikke været slut.
Det var bare fortsat.
Billede billede, knips knips.
Og i de otte timer, seksogfyrre minutter som det hele varede

Og bagefter fulgte forhør, varetægtsfængsling, tiltale og cirka et år senere, retssag. Dommene der faldt var milde (kun Nathan blev dømt til en kort betinget fængselsstraf for frihedsberøvelse, de andre blev frikendt) og blev ikke anket.

”Nu må vi vende et blad. Og en skønne dag har vi vendt så mange blade at intet af det her er sket.”

Der hvor hun nu også er begyndt at have et liv: et nyt liv med partner, hund og bonusbarn.

her, tænker Gusten langt senere, ville det passe med en dialog i manuskriptet til filmen ”Hvem slog bambi ihjel?”. Selvom han ikke har læst det vil han vædde med at den scene er med: Abbe Albinus og Ursula ved sygelejet. Abbe der stikker hånden i lommen og tager en kuvert frem, diskret, en tyk kuvert, den skal være lidt i stykker så man kan se pengene. En første rate af en meget stor skadeserstatning.