Anne Mette Hancock

eneste, der føles bedre end at anskaffe sig nye ting, er at skille sig af med lortet igen.

“Det er en betegnelse, man brugte om alle gejstlige beskæftiget i et bispedømme undtagen ordenspræster og kapellaner, hvad dét så end er.

Karen Aagaard pegede på de to breve, der lå foran hende på bordet i det lukkede mødelokale.

Augustin kiggede over på Schäfer, da han trak i håndbremsen.

“Hvad sagde du til ham?”

“Hey,” svarede Schäfer, men han så ikke over på hende.

gammel, ridset chesterfieldsofa.
“Okay, okay! Du vinder!” sagde

på blodpletten.
Han rejste sig igen og tog et par latexhandsker på. Han åbnede spejlskabet over håndvasken og lod blikket glide hen over indholdet. Der var de sædvanlige toiletting på hylderne: en deodorant, en engangsskraber fyldt med hårstubbe, en tandbørste, tandpasta. Panodiler og mundskyl. Der lå en æske på nederste hylde. En hvid pilleæske med et receptklistermærke. Mærkatet var sat skævt på, så det krøllede og gjorde det svært for Schäfer at læse teksten. Han holdt æsken frem mod Augustin.
“Hvad står der her?”
Hun tog imod den og kneb øjnene sammen. “Det er noget, der hedder Almotriptan. Der står, at det er migrænemedicin.” Hun sendte

major – det er den, der løfter mundvigene – og den, der hedder musculus orbicularis oculi, som løfter kinderne og producerer smilerynkerne. Den første styres af frontallappen. Det er der, hvor frivillig

håndklæde om håret og alle dagens aviser