Halldór Laxness

Men fjeldheden havde også en anden betydning for denne mand end det rent praktiske og økonomiske. Den var hans åndelige moder, hans kirke, hans bedre verden, ligesom havet uvægerligt må være det for sømanden. Når han vandrede alene rundt på heden på klare frostdage sent om efteråret og lod blikket glide over de vidtstrakte ødemarker, og mærkede den kolde, klare luft fra fjeldene i sit ­ansigt, så fik han også bekræftet kernen i fædrelandssangene, følte sig hævet over det småtskårne hverdagsliv i bygderne og var opfyldt af en forunderlig frihedsfølelse, som ikke kan måle sig med noget andet, måske lige med undtagelse af fårenes egen fædrelands­kærlighed, disse dyr, som ville dø i deres fjelde, hvis ikke de med hundes hjælp blev drevet ned til bygden. På den slags efterårsture, når han gik fra lavning til lavning, fra højdedrag til højdedrag på højsletten, som om vejen gik gennem selve uendeligheden, var der intet, der forstyrrede digterens stolte sansninger. Der er ikke noget, som udvikler digtergaven bedre end ensomheden på lange ture i fjeldet.

Hedens stilhed var fuldkommen. I denne stilhed, dette lys, dette landskab, var mennesket også fuldkomment i sin søgen efter livets indhold.

Ásta Sóllilja var den sidste til at gå i seng. Hun stod og puslede med noget i det uendelige henne ved komfuret; da hun var færdig med at vaske og stoppe sine sokker, vaskede hun sig selv og gjorde sig i stand; hun var kommet i den alder, hvor hun ville rede sig. Nogle gange varmede hun vand og vaskede sine fødder og derefter benene til op over knæene, og halsen, og lidt ned ad ryggen, brystet; og han kunne ikke forbyde hende det, der vokser en vandentusiastisk natur frem hos kvindekønnet i en ­særlig alder, som står på i nogle år, det er ungdommen, det er blomstringen – suger ikke også græsset duggen til sig, mens det vokser; så holder de op med at vaske sig efter nogle år, når de ­begynder at få børn.