Rosenkilde & Bahnhof

Kapitel 11: Episoder i to lejligheder og på et kontor

”Ja, mr. Alleyn,” sagde Fox. ”Det afgør efter min mening sagen. Det skal nok gå, som De sagde. Bare pil pynten af, og man kommer til corpus delicti, om man så må sige.”

De sad i politivognen uden for huset i Duke’s Gate. De så begge forbi chaufføren efter en rask og spændstig skikkelse, der fjernede sig med hatten på snur og muntert svingende spadserestok.

”Dér går han,” sagde Fox. ”Så fræk og selvsikker som nogen sinde – og vor mand efter ham. De kan sige, hvad De vil, mr. Alleyn, men kunsten at skygge en mand er nu ikke, hvad den var i gamle dage. De unge fyre nutildags, de tror bare, at de skal fjante rundt med det flyvende korps.” Det var en gammel klagesang, og så snart Fox havde lettet sit hjerte, spurgte han: ”Og hvad nu, sir?”

”Før vi foretager os noget, vil De nok have den godhed at fortælle mig, hvad De havde at gøre i Duke’s Gate – og ganske særligt, hvordan det gik til, at De sad og spillede boogie- woogie på den gamle bajads’ flygel?”

Fox smilede værdigt. ”Ja, sir, med hensyn til, hvad der førte mig til Duke’s Gate, så var det dels en lidt forældet oplysning og dels en, der er knap så forældet. Skelton ringede kort efter, De var gået, for at fortælle om anden gang han kiggede på Hans Nådes revolver, og for at sige, at vi måtte meget undskylde, at han helt havde glemt det i går aftes. Han siger, at han og vor mr. Eton-og-Oxford-kriminaloverbetjent Sallis fik rodet sig ind i en diskussion om petite bourgeoisie, eller hvad det nu var for noget, og det greb ham sådan, at han svedte alt andet ud. Jeg mente, det var bedst ikke at ringe Dem op i Duke’s Gate. Der er et telefonapparat i hvert rum i huset. Men da det lod til at klare spørgsmålet om, hvilken revolver Hans Nåde havde med på tribunen, regnede jeg med, at det var bedst at tage hen og sige det til Dem.”

”Men så sparede Pastern Dem altså ulejligheden?”

”Ja. Og med hensyn til klaveret, så var det altså, at Hans Nåde sagde, at han var blevet inspireret til en ny komposition, og at han var på jagt efter en eller anden at prøve den sammen med.

”Du skal ikke sladre om ham,” sagde Georg. ”Han tyggede kun på den, fordi der var en eller anden, der lukkede ham inde på dit værelse, og han ikke havde andet at lave.”

Gør han det!”

Hun drømte stadig om William og om, hvad han ville kunne drive det til med hende bag sig. Aldrig et sekund ville hun overfor sig selv indrømme, hvor tungt hendes hjerte var af angst på hans vegne.

Bøn var hende en nødvendighed. Så sank hun hen i selvopofrelsens rus og drømte sig selv ind i en Gud, der blev ofret, en ekstase, som giver mange menneskesjæle den dybeste lykke.

Paul gik hjem og var optaget af at skænke for gæsterne. Faderen sad ude i køkkenet sammen med fru Morels slægtninge, ”fine” folk, og græd og sagde, hvilken god tøs hun havde været, og hvorledes han havde prøvet at gøre alt, hvad han kunne for hende – alt. Han havde hele sit liv stræbt efter at gøre, hvad han kunne for hende, og han havde intet at bebrejde sig. Hun var borte nu; men han havde gjort sit bedste for hende. Han tørrede øjnene med sit hvide lommetørklæde. Han havde intet at bebrejde sig, gentog han. Hele sit liv havde han gjort sit bedste for hende.

Og det var sådan, han forsøgte at gøre sig kvit med hende. Han tænkte aldrig på hende personligt. Han fornægtede alt dybt nede i sig. Paul hadede sin fader for, at han sad og blev sentimental over hende. Han vidste, at han ville sidde sådan på værtshusene. For den virkelige tragedie gik sin gang i Morel på trods af ham selv.

”Jeg er ikke sikker på,” sagde han langsomt, ”at ægteskabet ville blive til nogen videre nytte.”

”Jeg tænker bare på dig,” svarede hun.

”Det ved jeg. Men – du elsker mig så højt, at du helst vil putte mig i lommen. Og dér ville jeg dø af kvælning.”

Hun bøjede hovedet, puttede fingeren i munden, medens bitterheden skyllede op i hende.

”Men hvad vil du ellers gøre?” spurgte hun.

”Det ved jeg ikke – gå videre, tænker jeg. Måske tager jeg snart til udlandet.”

Da han slap hende, følte han det som om han bedrog hende for selve livet. Men han vidste, at hvis han blev og kvalte sit indre, fortvivlede jeg, så fornægtede han sit eget liv. Og han håbede ikke, at han skulle give hende livet ved at fornægte sit eget.

”Moder!” klagede han – ”moder!”

Hun var den eneste, som holdt ham fast, ham, midt i alt dette. Og hun var borte og selv gået ind i alt dette. Han ville, hun skulle røre ved ham, tage ham til sig.

Men nej, han ville ikke give op. Han vendte brat om og gik ind mod byens fosforgyldne glans. Hans næver var knyttede, hans mund fast lukket. Han ville ikke vælge retningen ind i mørket for at følge hende. Han gik ind imod den svagt summende og glødende by, hurtigt.

Ursula skulle lige til at bryde ud i et svar, da Hermione løftede hovedet og begyndte på sin eftertænksomme, syngende manér:

”Jeg tror – jeg tror virkelig, vi må have mod til at bruge de lavere dyr efter vort behov. Jeg tror, der er noget galt, når vi betragter hvert eneste levende væsen, som om det var os selv. Jeg tror, det er forkert at forestille sig, at ethvert levende væsen har samme følelser som vi. Det røber mangel på evne til at skelne, en mangel på kritik.”