Kapitel 11: Episoder i to lejligheder og på et kontor
”Ja, mr. Alleyn,” sagde Fox. ”Det afgør efter min mening sagen. Det skal nok gå, som De sagde. Bare pil pynten af, og man kommer til corpus delicti, om man så må sige.”
De sad i politivognen uden for huset i Duke’s Gate. De så begge forbi chaufføren efter en rask og spændstig skikkelse, der fjernede sig med hatten på snur og muntert svingende spadserestok.
”Dér går han,” sagde Fox. ”Så fræk og selvsikker som nogen sinde – og vor mand efter ham. De kan sige, hvad De vil, mr. Alleyn, men kunsten at skygge en mand er nu ikke, hvad den var i gamle dage. De unge fyre nutildags, de tror bare, at de skal fjante rundt med det flyvende korps.” Det var en gammel klagesang, og så snart Fox havde lettet sit hjerte, spurgte han: ”Og hvad nu, sir?”
”Før vi foretager os noget, vil De nok have den godhed at fortælle mig, hvad De havde at gøre i Duke’s Gate – og ganske særligt, hvordan det gik til, at De sad og spillede boogie- woogie på den gamle bajads’ flygel?”
Fox smilede værdigt. ”Ja, sir, med hensyn til, hvad der førte mig til Duke’s Gate, så var det dels en lidt forældet oplysning og dels en, der er knap så forældet. Skelton ringede kort efter, De var gået, for at fortælle om anden gang han kiggede på Hans Nådes revolver, og for at sige, at vi måtte meget undskylde, at han helt havde glemt det i går aftes. Han siger, at han og vor mr. Eton-og-Oxford-kriminaloverbetjent Sallis fik rodet sig ind i en diskussion om petite bourgeoisie, eller hvad det nu var for noget, og det greb ham sådan, at han svedte alt andet ud. Jeg mente, det var bedst ikke at ringe Dem op i Duke’s Gate. Der er et telefonapparat i hvert rum i huset. Men da det lod til at klare spørgsmålet om, hvilken revolver Hans Nåde havde med på tribunen, regnede jeg med, at det var bedst at tage hen og sige det til Dem.”
”Men så sparede Pastern Dem altså ulejligheden?”
”Ja. Og med hensyn til klaveret, så var det altså, at Hans Nåde sagde, at han var blevet inspireret til en ny komposition, og at han var på jagt efter en eller anden at prøve den sammen med.