Morten Ramsland

Mens hun gik om­kring i sit nye hjem og ind­imel­lem stand­sede ved køkken­bordet med ud­sig­ten til den nye car­port til den ene si­de og til kravle­gården med mig til den an­den si­de, be­gynd­te dis­se før­ste va­ge for­nem­mel­ser af vre­de og yd­my­gel­se lang­somt at sam­le sig til et stør­re bil­le­de, og en klaus­tro­fo­bisk fornem­melse be­gynd­te at kry­be ind i hen­des krop.

Se­nere på som­meren kør­te vi ud til solbær- og kir­se­bær­plan­ta­gerne; så var ti­den in­de for æble­høs­ten, og til sidst tog vi ud i vild­nis­set for at pluk­ke hyl­de­bær og hy­ben.

Trangen til at træk­ke mors for­tæl­ling læn­ge­re ind i min his­to­rie har lig­get på lur et stykke tid.

De er som sten ef­ter sten kas­tet af en barne­hånd i even­ty­ret om Hans og Gretes lan­ge vej igen­nem den mør­ke skov og dan­ner, når den sid­ste kisel­sten er kas­tet, og må­nen skin­ner ned mel­lem træ­er­ne og får ste­ne­ne til at ly­se, et kort over en sam­let ru­te: I did it my way, sang Si­na­tra for mi­ne un­ge for­ældre fra gilde­stuens dyb.