James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Ind på hospitalet og høre. Håber hun er ovre.

Lang dag jeg har haft. Martha, badet, begravelsen, House of Keyes, museet med de gudinder, Dedalus’ sang. Så ham skrålhalsen i Barney Kiernan’s

En god matrone med rundpuldet hat til at tage sig moderligt af ham. Tage ham på slæb, fladt ansigt og et stort forklæde. Grå dameunderbukser bomuldsflonel, tre shilling parret, forbløffende billigt. Grim og elsket, elsket for altid, siger man. Grim: synes ingen kvinde hun er. Elsk, lig og vær smuk thi i morgen vi dø. Ser ham somme tider gå rundt og prøve at finde ud af hvem der lavede det nummer. P. l. ø. k: pløk. Skæbnen er det. Ham, ikke mig. Også en butik tit lagt mærke til. Forbandelse synes at forfølge den. Drømt i nat? Vent. Noget forvirret noget. Hun havde røde slippers på. Tyrkiske. Havde bukserne på. Sæt hun gør? Ville jeg synes om hende i pyjamas? Pokkers svært at svare på. Nannetti er rejst. Postbåden. Nær Holyhead nu. Må have den Keyes-annonce i hus. Bearbejde Hynes og Crawford. Underskørter til Molly. Hun har noget at putte i dem. Hvad er det? Kunne være penge

stykke papir på stranden om. Han førte det op til øjnene og stirrede. Brev? Nej. Kan ikke læse

Mr Bloom ristede med sin stok forsigtigt i det tykke sand ved sin fod. Skrive en besked til hende. Blive stående måske. Hvad?
JEG.
En eller anden platfod trampe på det i morgen tidlig. Nytteløst. Skyllet bort. Højvandet kommer her. Så en vandpyt nær hendes fod. Bøje mig, se mit ansigt der, mørkt spejl, ånde på det, bevæger sig. Alle disse klipper med linjer og ar og bogstaver. O, de gennemsigtige! Desuden ved de ikke. Hvad er meningen med den anden vreden. Jeg kaldte dig uartig dreng fordi jeg ikke kan lide.
ER. EN.
Ikke plads. Lad det fare.
Mr Bloom viskede bogstaverne ud med sin langsomme støvle. Håbløst noget sand. Ingenting gror i det. Alt viskes

O skattepige dine små pigehvide helt op så jeg snavset strømpeholder fik mig til at gøre kærlighed klæbrig vi to uartige Grace Darling hun ham halv fem sengen med lem pisk hose flæser til Raoul den parfume din kone sort hår bølgegang under embon señorita unge øjne Mulvey plumpe patter mig våde element Winkle røde slippers hun rusten søvn vandre år af drømme vende tilbage bagende Agendath dånende elskovssyg viste mig sine næste år i underbukser vende tilbage næste i hendes næste

Universelt estimeres det individs intellekt for meget lidt indsigtsfuldt betræffende hvilke emner end det af dødelige med sapientia begavede holdes for mest profitabelt at studere som er uvidende om det hvorom de i doktrinen lærdeste og til visse på grund af at den høje ånds smykke fortjenende veneration stedse urgerer på når de ved almindelig konsensus affirmerer at en nations velfærd andre omstændigheder i øvrigt lige ved ingen ydre herlighed hævdes mere probat end ved målet på hvor langt skatten af dens omsorg for den sig hastigt formerende kontinuering måtte være progrederet som er arveonder dersom fraværende når lykkeligvis tilstedeværende udgør det visse tegn på den almagtsfulde naturs ufordærvede benefaktion. For hvem er der som har kaperet noget af nogen signifikans uden han er sig bevidst at den ydre herlighed kan være overfladen af en nedadstræbende morastig virkelighed eller tværtimod nogen der er så uoplyst at han ikke forstår at eftersom ingen naturens velgerning kan måle sig med formeringens gaver påhviler det da enhver højst retsindig borger at blive sine ligemænds ekshortator og formaner og at grues ved at hvad i fortiden var af nationen excellent påbegyndt kunne i fremtiden ikke med lignende excellence opnås dersom en immodest vane vil have gradvis transformeret de ærværdige fra forfædre nedarvede sæder til hint hinsides lavpunktet at den til overmål var formastelig som fordristede sig til at rejse sig og erklære at ingen mere odiøs forseelse kan for nogen være end til glemsom forsømmelse at konsignere det samtidige evangeliske løfte og bud som pålagde alle dødelige med spådom om overflod eller mindskelses trussel hin lovpriste gentaget avlende funktion evigt uigenkaldeligt

hvorved maternitet blev så langt fjernet fra al uhelds mulighed at hvilken omsorg patienten end i hin kvindens allersværeste stund primært har haft fornøden og det ikke udelukkende for de yppigt rige men tillige for hende som ikke var tilstrækkeligt formuende og knap og hyppigt end ikke knap kunne subsistere tappert blev den hende ydet mod et ubetydeligt emolument

For hende var intet allerede da og siden på nogen måde i stand til at volde molest thi dette fornemmelig syntes alle borgere at uden hos mangavlende mødre kan velstand slet ikke være og eftersom de havde modtaget evighed guder dødelige slægt sømmede det sig for dem hende betragtende, når patienten selv var så sendrægtig, barslende i køretøj derad agende med umådelig ildhu blandt alle hverandre at tilskynde at hun monne modtages i hint domicil. O bedrift af viis nation ikke blot at se