Anna Grigórjevna Dostojevskaja

er en stor lykke i livet at møde og kunne slutte sig til et menneske af en helt anden art og beskaffenhed, end man selv er, et menneske, som i alt forbliver sig selv tro, uden i nogen måde at efterligne os, som ikke former sin sjæl efter vores – hvad der ville gøre den usand – men som heller ikke sætter sig op imod psyke og ikke heller sætter sig på nakken af vores fejltagelser og brist, et menneske, i hvem vi, trods al vores dårskab og egenhed, bestandig har et fast fodfæste og en trofast støtte.
I sandhed – vi var to vidt forskellige mennesker med vidt forskellige opfattelser og følemåde. Men både han og jeg forblev sig selv tro, uden at den ene efterlignede den anden og mistede sin egenart, uden at den enes sjæl for

Min generations – tressernes – ideologi og temperament, kvindernes uafhængighedstrang, gjorde sig gældende også hos mig.

Atter var Fjodor Mikháilovitsj den ømmeste af alle fædre: aldrig blev han træt af at sysle med hende, han badede hende selv, bar hende på armene, nynnede sagte for hende og lullede hende i søvn. Til Strákhov skrev han: “Ak, hvorfor er De ugift og barnløs, min kære Nikolai Nikolájevitsj? Hustru og barn – deri ligger tre fjerdedele af den menneskelige lykke, det sværger jeg Dem! …”