Ditte Plauborg Larsen

„Åh, gode, muskuløse gud.“ Jeg lod mine hænder løbe hen over hans hårde brystkasse til hans mavemuskler og det meget udtalte V, der forsvandt ned under hans buksekant. „Hvad skal du forestille at være – en undertøjsmodel? Er de her malet på?“

Han begyndte at gaslighte mig.

Hele min krop er udmattet, da jeg smider telefonen fra mig på den mælkekasse, der gør det ud for mit natbord. Jeg kender mange mennesker med fucked up familier, men min er virkelig i en klasse for sig. En storebror, der ville trække mig med ned i sølet, hvis jeg tillod det. En far, jeg ikke har set, siden jeg var to. En dramaqueen til mor, der sandsynligvis ville gifte sig med sin ældste søn, hvis ikke der blev set skævt til den slags i samfundet. Jeg laver ikke engang sjov her – min mors kærlighed til Joey er grænsende til … creepy.

Jeg burde nok betragte det som heldigt, at hendes kærlighed til mig er så godt som ikkeeksisterende, ikke?

Hurra for mig.

Jeg kan høre fodtrin uden for min dør, og jeg stivner instinktivt. Selvom jeg har boet længe hos Alpha Delta, føler jeg stadig ikke, at jeg hører til her.

Siger manden, der stiller op som fraternitypræsident.

Fuck. Hvad har jeg rodet mig ud i?

Et brus af musik giver ekko i den lille gang mellem vores værelser. Aerosmiths „Sweet Emotion“. Hvor hyggeligt. Hr. Sportsidiot er hjemme. Og det er tid til hans træningstime før aftensmaden.

Jeg kaster et blik på stakken af teoribøger på mit bord, mens Steven Tylers skingre stemme hyler op fra Keatons værelse. Hvis jeg havde pengene, ville jeg investere i et par dyre noise cancelling-høretelefoner.

Desværre har jeg ikke den slags penge.

*

Jeg er ikke i det bedste humør, da jeg dukker op til min vagt et par timer senere. Min opgave er ikke færdig, og takket være Hayworth lykkedes det mig heller ikke at få sovet. Jeg er med på, at han er footballspiller, men for fanden, mand, hvor mange timer om dagen skal de kødhoveder kaste rundt

Det har Bailey ikke. Jeg tror, at han arbejder virkelig meget.

Da Reed rækker mig sine noter, skimmer jeg de lange afsnit og forsøger at lade være med at sukke. Detaljerne fylder fem hele sider.

Kapitel 1

RUSS
Henrys øjne borer sig ind i min ryg på tværs af stuen. „Din sommer kommer til at sutte.“
Der lyder et kor af gryntelyde fra mine holdkammerater, de højeste fra Mattie, Bobby og Kris, der alle sagde noget lignende, da jeg sagde nej tak til at tage til Miami med dem i sommerferien.
„Så inspirerende ord, Turner,“ svarer jeg min uimponerede roomie. „Du burde blive motivational speaker.“
„Du kommer til at fortryde, at du ikke lyttede til mig, når du hænger på hårdt fysisk arbejde og teambuilding-aktiviteter til indkøringen i næste

uge.“
Henry bladrer videre i Honey Acres’ brochure, og hans panderynker bliver dybere og dybere, jo mere han læser. „Hvad er nattevagt for noget?“
„Jeg skal sove i et værelse, der ligger i forlængelse af børnenes hytte to gange om ugen, hvis nu de får brug for en voksen,“ siger jeg afslappet og ser til, mens Henrys øjne bliver store af forfærdelse. „Resten af tiden sover jeg i min egen hytte.“
„Det bliver et nej tak herfra,“ siger han og smider brochuren fra sig på sofabordet. „Men held og lykke til dig.“
„Det kunne være værre,“ siger Robbie fra den anden ende af stuen. „Du kunne væ

For et par dage siden havde jeg lagt et billede op, hvor Wes var på

Jeg kiggede i førstehjælpskassen og fandt en flaske, hvor der stod RENSESPRAY, og det lød jo lovende.

Jeg kiggede i førstehjælpskassen og fandt en flaske, hvor der stod RENSESPRAY, og det lød jo lovende.