Maze Runner – Dødskuren

machete ud af hans hånd. Alt dette opfangede Thomas med et hurtigt blik, men rettede så sin opmærksomhed mod sin egen fjende igen.
»Jeg er ligeglad med, om jeg forbløder,« snerrede Janson. »Hvis bare jeg får dig hevet med ovenpå først.«
Endnu en eksplosion rystede fundamentet under Thomas, og han snublede fremad, tabte sit improviserede våben og stødte ind i brystet på Janson. De faldt begge om på jorden, og Thomas kæmpede for at skubbe manden væk med den ene hånd, mens han slog så hårdt, han kunne, med den anden. Hans knyttede næve knaldede ind i Jansons kind, og han så Rottemandens hoved smælde til siden, så blodet sprøjtede fra munden. Thomas trak armen tilbage for at slå igen, men manden slog voldsomt med kroppen og kastede ham af, så han landede på ryggen.
Inden han kunne nå at komme væk, var Janson hoppet på ham og havde fået knæene omkring hans overkrop og arme. Thomas vred sig for at komme fri, mens manden sendte en byge af slag mod hans ubeskyttede ansigt. Smerten var lammende. Et skud adrenalin strømmede gennem hans krop. Han ville ikke dø. Han skubbede fra med fødderne mod gulvet og pressede sin mave op mod loftet.
Han kom kun få centimeter op, men det var nok til at få armene fri fra mandens knæ. Han parerede det næste slag med underar

bare