Skuespillerens kunst

forskellige sprogområders totale ukendskab til den litteratur, der fremkom i andre land

karakteristiske psykologiske og æstetiske problemer.

Fra ca. 1850 og fremefter synes ingen af de forfattere, der beskæftiger sig med skuespilkunst, at kende nogetsomhelst til hinandens betragtninger og resultater, men helt og holdent at støtte sig til en snævert lokal tradition, der samtidig synes at blive kortere og kortere, jo nyere fremstillingen er.

De skelsættende begivenheder og de virkelig store skuespillere findes altid der, hvor forfatteren skriver sin bog;

Histoire générale illustrée du Théâtre“ Paris 1931—34,

inklusive moderne fremstillinger af teatrets udviklingshistorie

hele „Skuespilkunstens Historie“ konsekvent ser bort fra den egentlig skuespillerdramaturgiske

Sådan har deres standpunkt været, og sådan er det, når man ser bøger om skuespilkunst, skrevet af skuespillere i dag, stort set stadigvæk.

Man må simpelthen være udøvende skuespiller for at vide, hvad skuespilkunst i kunstnerisk forstand er!

Ser videnskabsmændene med mistillid på skuespillerne, er der ingen tvivl om, at mistilliden er ubetinget gengældt.