Hitler. En biografi

Klokken fire om morgenen satte hun det sidste punktum, men det politiske testamentes indhold var ikke nyt; både hun og alle de andre havde hørt om de jødiske verdenskonspirationer, jødernes skyld i krigen og alt det andet mange gange før

Forsikringsselskaberne blev pålagt at udbetale erstatningerne til den tyske stat, mens jøderne ikke skulle have nogen erstatning – de blev tværtimod idømt en kollektiv bøde på 1 milliard rigsmark som straf for mordet på vom Rath. Ariseringen af erhvervslivet blev intensiveret, og antallet af jøder der ønskede at forlade Tyskland eksploderede.

En lov der fratog jødiske emigranter halvdelen af deres formue var dog en kraftig bremse på udvandringen, og fra januar 1933 til begyndelsen af november 1938 havde kun omkring hver fjerde tyske jøde forladt Tyskland

På dette tidspunkt havde Hitler for længst knust begge venstrefløjspartier i Tyskland, men han bed altså alligevel mærke i de nye toner fra Moskva, der var et godt udgangspunkt for yderligere propaganda om bolsjevikker, jøder og marxister

Fremtidsudsigterne var lige dystre for både landmænd, arbejdere og embedsmænd, og i det almindelige miljø af politisk vold var jøderne en oplagt syndebuk, selv om de reelt kun udgjorde 0,76 procent af den tyske befolkning. Dødsstraffen blev genindført, og de tyske lægers organisation støttede en plan om at foretage frivillig sterilisation af psykisk syge, således at presset på de offentlige budgetter blev lettet. Forslaget var dog ikke godt nok for Hitler, der krævede tvungen sterilisation af alle med arvelige sygdomme; en tilstand, der få uger senere skulle blive til virkelighed

Heinrich Himmler, som manden hed, var kommet ind i partiet i sommeren 1923 gennem Ernst Röhm, og havde allerede dengang fast indgroede forestillinger om sammensværgelser af marxister, jøder, jesuitter og frimurere, der ville ødelægge Tyskland. Sideløbende beklædte Himmler posten som næstkommanderende i SS, indtil han i 1929 overtog ledelsen af organisationen

Det var nu ellers så som så med Hitlers konkrete politiske punkter. Han hadede rutinemæssige hverdagsopgaver, og ville ikke beskæftige sig med mindre politiske detaljer. Han så det derimod som sin rolle at udforme hovedlinjerne i NSDAP’s program, der i virkeligheden kunne koges ned til den ariske races kamp mod jøderne, mod „marxisterne“ (der omfattede både kommunister, socialdemokrater og fagforeninger), erobring af jord fra Sovjetunionen samt total loyalitet over for partilederen, der fra sit udkigspunkt i pyramidens top vidste bedst.

Hitler vendte derimod sin vrede mod regeringen i Berlin, der i hans øjne var en bande forbrydere og den virkelige fjende. Ondets rod var jøderne der, skjult bag marxisme, demokrati og parlamentarisme havde efterladt Tyskland uden forsvar mod de franske overgreb

Hitler var partiets stjerne og kunne glæde sig over, at antallet af medlemmer var steget fra 190 i januar 1920 til 3300 i august 1921. Hans hadefulde tirader rettede sig mod regeringen i Berlin, mod bolsjevikkerne og mod jøderne, men han havde endnu ikke foretaget den sammenkobling mellem bolsjevikker og jøder, som senere ville blive en integreret del af hans personlighed

I september 1919 fik Hitler således til opgave at besvare et brev fra en af krigsfangerne, der gerne ville vide mere om det jødiske spørgsmål. Hitler skrev at man ikke kunne betragte spørgsmålet ud fra en følelsesmæssig synsvinkel, men at man derimod måtte anlægge en rationel betragtning. Heraf fulgte, at jøder ikke var mennesker der bekendte sig til en bestemt religion, men derimod medlemmer af en bestemt race. En følelsesmæssig antisemitisme ville fremkalde pogromer, mens en rationel antisemitisme derimod ville betyde en systematisk fjernelse af jødernes rettigheder. Hitlers konklusion var klar: Det endelige mål var helt at fjerne jøderne