Eugénie Grandet

Når uvidende, kyske unge piger, der er religiøst op­draget, har taget deres første skridt ind i kærlighedens for­tryllede land, bliver alt kærlighed for dem. Så går de omkring der, omgivet af det himmelske lys, der strømmer fra deres egen sjæl og også stråler på deres elskede; de farver ham med lyset af deres egne forelskede følelser og tildeler ham deres egne smukke tanker.

Gniere tror ikke på et liv efter døden, for dem findes kun nuet. Den tanke er frygtelig afslørende for vore dages samfund, hvor penge mere end nogensinde før styrer både lovgivning, politik og hele vores adfærd. Institutioner, bøger, mennesker og principper – alt samvirker om at undergrave vores tro på efterlivet, som har været fundamentet for det samfund, vi har bygget op gennem atten hundrede år. Nu frygter kun de færreste at blive lagt i kisten. Det hinsides, som ventede os efter dødsmessen, er blevet overført til det dennesidige liv.

Selvom både den gamle notar Cruchot og hr. des Grassins besad denne dybe diskretion, der i provinsen skaber både tillid og formuer, udviste de i offentlighed en så stor respekt for hr. Grandet, at iagttagere kunne vurdere omfanget af den tidligere borgmesters kapital ud fra graden af den sleske agtelse, han nød.