Den gamle gård

„Han mente,“ det kom saa sagte, at han maatte bøje sig helt ned mod hende, „at — at — du maaske — at du — var jaloux paa ham — at — at han troede, du — var forelsket i din egen Kone.“

Naar du nu kommer ind i Arbejdet, kan jeg heldigvis drøfte Sagerne med min Søn, det er noget, vi begge baade vil have Glæde og Udbytte af.“

„Kaskesens, Hanne, — men nu, hvor han saadan mestendels er sat paa Aktier, maa han vel skikke sig, — vor Svigersøn er vist ikke saadan at bide Skeer med, har jeg hørt.“

Men da hans første Forelskelse var gledet over i mere rolige Former, gled han selv tilbage i den gamle Slendrian. Alt gik jo saa godt. Anna var en dygtig Husbestyrerinde, og det havde Else sikkert ingen Forstand paa. Erik var nu en Gang en slap, sygelig Skrælling, og det vilde han give meget til at faa forandret, men det kom vel, naar han blev lidt ældre. Den Uvilje og Kulde, de viste hans unge Kone, havde til at begynde med ærgret ham meget. Men hun klagede jo ikke, viste ham altid et roligt, smilende Ansigt, og naar hun var tilfreds, saa var alt godt. Hun var ung og befandt sig sikkert fortrinligt i den Luksustilværelse, han beredte hende.
Nu saa han, at han havde taget fejl, naar han mente, hun stiltiende vilde finde sig i at blive set over Hovedet og skubbet til Side. Hun havde en Vilje og ønskede den respekteret.
„Ja — det kan være meget rigtigt alt sammen, Else,“ sagde han omsider og vippede nervøst med Foden, „men hvad vil du have, jeg skal gøre? Som jeg sagde, prøv at have Taalmodighed, saa gaar det vel af sig selv. Jeg kan jo ikke tvinge Erik til at synes om dig, og jeg kan heller ikke godt jage Anna, der har været her i mange Aar, bort herfra. Desuden blev det ogsaa altfor meget for dig at klare det selv.“