Archers stemme

lidt åben bag mig og fortsatte med at kalde på Phoebe, som tilsyneladende mente, jeg kunne kysse hendes lille hundenumse, så meget som hun hørte efter.
Da jeg kom

Jeg var nødt til det. Du er min tryghed, og jeg var nødt til at gøre det her uden at føle mig tryg. Jeg var nødt til det

mesterværk af alle de knuder og løse tråde. Jeg forsøger at tro på, at der kan komme noget smukt ud af noget grimt, og at jeg på et tidspunkt finder ud af, hvad det er

”Og forsøge at tro på, at der måske stråler mere lys ud fra dem, der har de fleste revner.

Der sker ikke slemme ting for folk, fordi de fortjener det. Sådan fungerer det bare ikke. Det er bare ... livet. Og lige meget hvem vi er, må vi spille den hånd, vi er blevet tildelt, hvor rådden den end måtte være, og forsøge at gøre vores allerbedste for alligevel at komme videre, alligevel at elske, alligevel at håbe ... at stole på, at der er et formål med den rejse, vi er på.”

Det er en stor byrde at bære, Bree. At føle, at hvis man forlader et menneske, så vil hele vedkommendes liv smuldre bort. Det er det, jeg har siddet herude og tænkt over. Hvilken byrde jeg måske ender med at blive for dig, det pres, du vil føle bare ved at elske mig

Ingen af dem er den mand, jeg elsker

Jeg vidste ikke nok til at kunne drømme om dig, Bree, men på en eller anden måde gik du alligevel i opfyldelse. Hvordan skete det?” Han gned sin næse langs min og trak sig så lidt tilbage igen. ”Hvem læste mine tanker og vidste præcis, hvad jeg ville have, selv når jeg ikke gjorde

Hvad laver du her?” spurgte jeg.
”Du kan ikke lide torden,” svarede han

Jeg ved, at du godt kan lide mine hænder i dit hår. Vis mig, hvor du ellers kan lide at blive rørt. Lær mig, hvad du kan lide