Terminalen

Det virkede ikke, som om Gitte forstod spørgsmålet, og Mikkel fortsatte: – Har du noget familie, vi kan kontakte?

ærme op.
Gitte gjorde, som hun fik besked på. Weissach tog hendes håndled og vendte armen rundt, så undersiden lå blottet. Med to fingre klemte han den hvide hud på underarmen, så det efterlod et lille mærke.
– Kunne du mærke de

så?
– Ud over at passe dit arbejde og gøre det, som du får løn for, så udløser det også min hjælp.
– Og hvordan vil du hjælpe til?
– Da jeg læste o

operere i Danmark, er, fordi amerikanerne ikke har et cpr-system, hvor myndighederne kan følge borgerne fra vugge til grav.
– Jeg opsiger sgu snart mit abonnement og flytter over på

selv? Hvad er oddsene for, at det rent faktisk er hende, der står bag begge sager?
– Det tør jeg slet ikke tænke på, svarede Miriam træt.
Ravn så ned på bøgerne foran sig. Han fik lyst til at fortælle om, hvad han og Victoria havde drøftet, men var

gæsterne skævede til hinanden.
– Hvad med det gerningsvåben, der er blevet fundet?
Ravn holdt beskyttende hænderne op foran sig. – Jeg kan ikke drøfte detaljer.
– Nej, selvfølgelig ikke, sagde Eduardo ironisk. – Og hva

Han lod hånden glide gennem sit lyse, bølgede hår. – Det kan være, at I har en seriemorder på krogen.
– Gider du lige, Christian. Det der har vi ikke brug for, sagde

Fængsels modtagelsescenter. Det lille venteværelse var fyldt til bristepunktet med familiemedlemmer til de indsatte, og stemningen var anspændt. En ung mor med en lille pige på armen brokkede

Han lyste ned ad den

af snørklede gange og underjordiske rum. Han vendte computeren, så de ved selvsyn kunne se med. På skærmen var der en række vinduer med forskellige plantegninger af kælderetagen under hospitalsgrunden