Alt er fucked

Falsk frihed anbringer os i trædemøllen i jagten på mere, mens virkelig frihed er den bevidste beslutning om at leve med mindre.

Falsk frihed er afhængighedsskabende: Uanset hvor meget du har, føler du det altid, som om det ikke er nok. Ægte frihed er gentagende, forudsigelig og til tider kedelig.

Falsk frihed giver stadig mindre igen: Det kræver stadig større mængder energi at opnå den samme glæde og meningsfuldhed. Ægte frihed giver stadig mere igen: Det kræver stadig mindre energi at opnå den samme glæde og meningsfuldhed.

Falsk frihed er at se verden som en endeløs række af transaktioner og handler, som du føler, du vinder på. Ægte frihed er at se betingelsesløst på verden og indse, at den eneste betydningsfulde sejr er sejren over dine egne lyster.

Falsk frihed kræver, at verden indretter sig efter din vilje. Ægte frihed kræver ikke noget af verden. Det er kun din vilje.

Når vi forfølger smerte, er vi i stand til at vælge, hvilken smerte vi bringer ind i vores liv. Og dette valg giver smerten mening – og det er derfor det, der giver vores liv mening.

Fordi smerte er livets universelle konstant, giver livet os konstant mulighed for at udvikle os af smerten. Det kræver blot, at vi ikke bedøver den, at vi ikke ser væk. Det kræver kun, at vi ser den i øjnene og finder værdien og meningen i den.

Smerte er kilden til al værdi. At gøre os selv følelsesløse over for smerten er at gøre os følelsesløse over for hvad som helst, der har betydning her i verden. Smerten åbner de moralske kløfter, der ender med at blive vores stærkeste værdier og overbevisninger.

Når vi nægter os selv evnen til at føle smerte af en eller anden årsag, nægter vi os selv evnen til at føle nogen som helst mening med livet overhovedet.

Forfølgelsen af lykke kaster os direkte i armene på nihilisme og frivolitet. Den leder os mod barnlighed, en uophørlig og intolerant trang til noget mere, et hul, der aldrig kan fyldes, en tørst, der aldrig kan stilles. Den ligger til grund for korruption og afhængighed, for selvmedlidenhed og selvdestruktion.

Buddha har sagt, at lidelse er som at blive skudt med to pile. Den første pil er den fysiske smerte – det er metallets gennemboring af huden, kraften, der trænger ind i kroppen. Den anden pil er den mentale smerte, den betydning og følelse, vi tillægger slaget, de narrativer, vi skaber i vores sind om, hvorvidt vi fortjente eller ikke fortjente det, der skete. I mange tilfælde er vores psykiske smerte langt værre end nogen fysisk smerte. I de fleste tilfælde varer den meget længere.

Buddha siger, at hvis vi gennem meditationspraksis kunne træne os selv til kun at blive ramt af den første pil, kunne vi faktisk gøre os uovervindelige over for enhver psykisk eller fysisk smerte.

At hvis man øver sig tilstrækkeligt i at fokusere, med tilstrækkelig antiskrøbelighed, vil man opleve en fornærmelse eller et objekt, der gennemborer ens hud, eller litervis af benzin, der brænder på ens krop, på samme niveau som en flue, der summede forbi ens ansigt.

At mens smerten er uundgåelig, er lidelsen altid et valg.

At der altid er forskel på det, vi oplever, og vores fortolkning af den oplevelse.

At der altid er afstand mellem det, vores følende hjerne føler, og det, vores tænkende hjerne tænker. Og i den afstand kan man finde kraften til at udholde hvad som helst.

Følelser inspirerer til handling, og handling inspirerer følelser. De to er uadskillelige.

Den følende hjerne styrer vores bevidsthedsbil, fordi vi i sidste ende kun handler ud fra vores følelser. Det er, fordi følelser er følelser. Følelser er det biologiske hydrauliske system, der skubber til vores krop og får den til at bevæge sig. Frygt er ikke et eller andet magisk, din hjerne opfinder. Nej, den opstår i kroppen. Det er, når din mave trækker sig sammen, dine muskler spændes, når adrenalin bliver frigivet, den overvældende trang til plads og tomrum omkring din krop. Mens den tænkende hjerne kun eksisterer inden for nerveforbindelserne i dit hoved, er den følende hjerne hele kroppens visdom og stupiditet. Vrede får din krop til at bevæge sig. Nervøsitet får den til at trække sig tilbage. Glæde får ansigtsmuskulaturen til at lyse op, mens tristhed forsøger at hjælpe dig til at gemme dig.

Hver af dine to hjerner har sine styrker og svagheder. Den tænkende hjerne er samvittighedsfuld, præcis og upartisk. Den er metodisk og rationel, men den er også langsom. Den kræver megen anstrengelse og energi, og ligesom en muskel skal den opbygges over tid, og den kan blive udmattet af overanstrengelse. Den følende hjerne, derimod, kommer hurtigt og ubesværet frem til sine konklusioner. Problemet er, at den ofte er upræcis og irrationel. Den følende hjerne er også lidt af en dramaqueen og har en dårlig vane med at overreagere.

Der er altså to rejsende i din bevidsthedsbil: en tænkende hjerne og en følende hjerne.

Vi ser det at give efter for vores følelsesmæssige impulser som en moralsk brist. Vi ser manglende selvkontrol som et tegn på en svag karakter. Omvendt hylder vi folk, som besejrer deres egne følelser. Vi får kollektiv ståpik over idrætsfolk og forretningsmænd og ledere, som er skånselsløse og robotagtige i deres effektivitet. Hvis en administrerende direktør sover under sit skrivebord og ikke ser sine børn i seks uger ad gangen – hold da kæft, hvor er han målrettet! Se selv – enhver kan opnå succes!

Ifølge den klassiske antagelse hænger det sådan sammen, at hvis en person er udisciplineret, uregerlig eller ondsindet, er det, fordi han savner evnen til at undertrykke sine følelser, at han er viljesvag eller bare jævnt fucked up. Den klassiske antagelse ser lidenskab og følelser som defekter, fejl i den menneskelige psyke, der skal overvindes og repareres inde i den enkelte selv.