Platform

Libération offentliggjorde på forsiden et billede af de hjemsendte overlevende ved deres ankomst til lufthavnen i Roissy under overskriften: ‘ER DE VIRKELIG OFRE?’ I sin leder anklagede Jérôme Dupuy den thailandske regering for dens overbærenhed med prostitution og narkohandel såvel som for dens gentagne krænkelser af demokratiet. Og Paris-Match kom med en komplet beretning om rædselsnatten under overskriften: ‘BLODBAD PÅ KRABI’. Det var lykkedes dem at skaffe sig fotos, sandt at sige af en temmelig dårlig kvalitet – i sort-hvid fotokopi og sendt per fax, det kunne have været omtrent hvem som helst, man kunne dårligt se at det var menneskekroppe. Samtidig trykte de en sexturists bekendelser – han havde faktisk intet med sagen at gøre, han var uafhængig og foretrak at operere på Filippinerne. Jacques Chirac havde straks fremsat en erklæring hvor han, samtidig med at han gav udtryk for sin rædsel over attentatet, brændemærkede ‘visse af vores landsmænds uacceptable adfærd i udlandet’. I kølvandet på ham havde Lionel Jospin mindet om at der fandtes en lovgivning til at bekæmpe sexturisme med, også når det drejede sig om myndige personer. De følgende artikler i Le Figaro og Le Monde stillede spørgsmål om hvordan man kunne komme denne plage til livs, og hvordan det internationale samfund skulle forholde sig.

Jeg elskede rejsekataloger, deres abstrakthed, deres måde at reducere stederne i verden til en begrænset række mulige lykkeoplevelser og priser; især værdsatte jeg systemet med stjerner der angiver den intensitet af lykke, man havde ret til at håbe på.

det sidste vil jeg forblive et barn af Europa, af bekymring og skam; jeg har ikke noget budskab om håb at komme med. Jeg føler intet had til Vesten, højst en umådelig foragt. Jeg ved blot at vi alle som én stinker af egoisme, masochisme og død. Vi har skabt et system som det simpelthen er umuligt at leve i; og alligevel bliver vi ved med at eksportere det.