Mere byrde til kulturen

alle skabt af moderniteten: 1) forråelsen (forbundet med massesamfundenes vold, sociale elendighed og desalfabetisering), 2) den religiøse fanatisme (forbundet med de meget hurtige udviklinger af massesamfund på grundlag af noget i retning af stammesamfund), 3) racismen (forbundet med de brutale folkeflytninger, historien har medført og stadig medfører, og med det formentlig uudryddelige behov for fordomme som modgift mod menneskenes fundamentale had til menneskene - modgift eller snarere kanalisering af denne lidenskab).

Verdenskrigen, transistorradioen og de økologiske problemer har, hver på sin måde, ødelagt det moderne. De har medvirket til en ny bevidsthed om, at der må tænkes globalt, men ikke holistisk. Enhver etik er lokal

Når handlinger begrundes i et program, tager de form ifølge en metafor; de bliver herved moralske; og i denne forstand er enhver ideologi moraliserende. Når handlinger derimod begrundes i en stil, som blot reflekterer deres egen form og organiserer dem i en større form dannet af netop disse handlinger, svarer de til det Kant’ske imperativ (i min tolkning) og reguleres etisk

Moderniteten, der fulgte romantikken, og som måske ophørte gennem det tiår, vi har forladt, fremviste med varierende styrke en helt original figur, nemlig den dialektiske idé om en sammensmeltning af de to principper: regler, som bliver lov; interesser, som bliver program; barok, som bliver klassik; morfogenese, som slår om og bliver generaliseret metafor; det private, som bliver offentligt; kort sagt, Tidsåndens Triumf, åndens fænomenologi, inkarneret i harmonidyrkende og despotiske bevægelser og regimer med «rod» i folket og «krone» i himlen.

politisk program er en form, der projiceres på fremtidige handlinger og på vidt forskellige områder; formen er altså her tydeligvis over substansen, og forholdet er metaforisk. Men en politisk interesse er en form, der dukker op i bestemte handlingssammenhænge og forbliver bundet hertil; formen er her givet i substansen, og forholdet er morfogenetisk

I naturen skyder former op af substanser, de fødes af substanserne og forbliver bundet til deres genetiske grundlag. Morfogenese. I kulturen, der skyldes den menneskelige symbolisering, opstår former ligeledes af substanser, men i kraft af vor billeddannelse løftes former ofte fri af deres grundlag og flyttes omkring, forskydes til nye substanser, hvorpå de projiceres. Således i vor måde at opfatte ting på gennem metaforer. Formen er da ikke i substansen, men over den.

Af murene afhænger det mulige. Frihed er ikke længere indsigten i det nødvendige afkald på f.eks. at drikke en øl et bestemt sted, det er ikke et sådant begreb, f.eks. om storheden i afkald og opofrelse for den Meget Store Sag, det er ikke valget af det store og fravalget af det mindre, men bevægelsesfrihedens konkrete figur: at klatre frem og tilbage over muren og derved mærke muligheden af det unødvendige