Nattergalen

Det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad!“
Den virkelige nattergal var forvist fra land og rige

Den skulle nu blive ved hoffet, have sit eget bur, samt frihed til at spadsere ud to gange om dagen og én gang om natten. Den fik tolv tjenere med, alle havde de et silkebånd om benet på den og holdt godt fast. Der var slet ingen fornøjelse ved den tu

ønning nok.
„Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat, en kejsers tårer har en forunderlig magt! Gud ved, jeg er nok belønnet

Og nattergalen sang så dejligt, at kejseren fik tårer i øjnene, tårerne trillede ham ned over kinderne, og da sang nattergalen endnu smukkere, det gik ret til hjertet; og kejseren var så glad, og han sagde, at nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men nattergalen takkede, den havde allerede fået belønning nok.

Lille nattergal!“ råbte den lille kokkepige ganske højt, „vor nådige kejser vil så gerne, at du skal synge for ham!“
„Med største fornøjelse!“ sagde nattergalen og sang, så det var en lyst.
„Det er ligesom glasklokker!“ sagde kavaleren, „og se den lille strube, hvor den bruger sig! det er mærkværdigt, vi aldrig har hørt den før! den vil gøre en stor succes ved hoffet

og de, som kunne digte, skrev de dejligste digte, alle sammen om nattergalen i skoven ved den dybe sø.