Forestil dig, at jeg er en professor og har bedt dig om at møde mig på mit kontor. Du går ned ad en lang gang, ind på kontoret og sætter dig ved et bord. Foran dig har du et stykke papir med en liste bestående af sæt med fem ord. Nu skal du lave hvert sæt om til en grammatisk korrekt sætning med fire ord – og smide det overflødige ord væk. Testen hedder tekstforvrængning. Er du klar?
ham var bekymret hun altid
fra er Spanien appelsiner temperatur
bolden derover kast smid lydløst
sko giv erstat gamle de
han observerer lejlighedsvis folk beskuer
være vil svede ensomme vi
himlen helt glat grå er
skulle vi træde glemsomme tilbage
os bingo synge spille lad
sollys giver temperatur rynker rosiner
Det virkede rimeligt ligetil, ikke? Faktisk slet ikke! Efter at have udført denne lille test, ville du – tro det eller ej – være gået fra mit kontor og ned ad gangen – langsommere – end da du kom. Med testen påvirkede jeg din adfærd. Hvordan? Lad os kigge på listen igen. Spredt over listen er der ord som ”bekymret,” ”Spanien,” ”gamle,” ”ensomme,” ”grå,” ”bingo” og ”rynker.” Du troede måske blot, at det var en sprogtest, men faktisk fik jeg din store computer i hjernen – dit adaptive ubevidste – til at tænke over det at være gammel. Den informerede ikke resten af din hjerne om den pludselige aktivitet, men den tog rent faktisk snakken om alderdom så seriøst, at du på det tidspunkt, da du var færdig og på vej ned ad gangen, opførte dig ”gammel.” Du gik langsomt.