«Den lange, hvide vej. Uden huse eller træer langs siderne. Uden trafik. Uden lyde. Nej, ikke helt uden lyde. Der var en stemme, der talte. Hvis stemme? Hvad var det, den sagde?
Hun bare gik og gik. Var hun glad? Næ –! Ked af det? Næ –! Bange? Næ –! Hun var… ingenting. Gik bare ud ad den endeløse vej.
Det snurrede i fingrene. Og der var også noget andet. Noget i hovedet. Noget, der trykkede lige foran det højre øre.
“Berit, er du syg?” Walter stod bøjet over hende. Med sit bekymrede blik hvilende på hendes ansigt, da hun åbnede øjnene.”
Berit glider ind og ud ad bevidsthed, mens hun skiftevis går hen ad en endeløs vej for så at vågne op sammen med Walter, som er så dejlig, at hun ikke kan få det til at give mening, at han vil være sammen med hende. Samtidig dukker den samme tyndhårede mand igen og igen op i kanten af hendes bevidsthed. Hvad er virkelighed, og hvad er indbildning i denne uhyggelige novelle?
Forfatterparret Bent Hendel (f. 1929) og Ellen Hendel (f. 1928) har sammen skrevet en lang række krimier. Bent Hendel fik som den første sin forfatterdebut med krimien «Bliv hvor du er — og gem dig godt» (1972). To år senere udgav Ellen Hendel sin debutroman, der samtidig var et samarbejde med Bent Hendel: “En kniv i ryggen” (1974).