En ikke ualmindelig bivirkning

Moren rankede ryggen og strøg håret væk fra panden.

„Jo. Vi får et kæmpehus og tjenere. Og en gartner. Min far bliver måske endda chef over nogle englændere.“
Johanne og Anna sad tæt ved siden af hinanden. Noget af Johannes røde hår blæste over i hovedet på Anna.
„Englænderne bor altså i England, ikke i Afrika,“ sagde Anna.
Johanne tog en bid. „Han skal i hvert fald tale engelsk.

„Jamen … jamen, lille skat, dog. Hvorfor i alverden tror du dog det?“ spurgte moren med svag, næsten hviskende stemme.

Moren standsede i sin bevægelse.

Anna spiste resten af sin kanelsnegl og slikkede det sidste kanel af fingrene.

Johannes mor åbnede hoveddøren. Johanne stod i baggrunden. Der duftede af hjemmebag.

Hun tog et glas vand op til munden. Faldt lidt i staver. Satte det så ned igen

Da hun kom ned i entreen, kunne hun se moren stå og støtte sig til køkkenbordet med bøjet hoved. Farens tallerken og glas var sat væk.

Skyer, der var mørke i bunden og lysere i toppen drev langsomt hen over himlen. Det var, som om de ventede på noget.

Anna bar ud, og moren satte det beskidte service i opvaskemaskinen. Anna iagttog hendes spinkle ryg, der bøjede sig krumt ned over maskinen. De langsomme bevægelser. Anna lod farens tallerken, bestik og glas stå fremme og lagde stanniol hen over fadet med frikadellerne og resten af kartoflerne.