Bronzedolken 4: Krokodillegraven

“Det er i hvert fald godt nok for mig. Ingen ved, hvad fremtiden rummer. Men der er altid håb.”

“Pirra,” begyndte han. “Det er ikke dit ar, der står mellem os. Det har det aldrig været – og heller ikke det, at du er af fornem byrd, og jeg ikke er.”

Ravage sad mellem dem. Hylas kløede hendes ene pelsklædte øre, og Pirra kløede det andet. Hylas havde lyst til at røre ved hendes fingre, men tøvede, og hun opdagede det og lagde hænderne i skødet.

Hylas så på hende med ny respekt. Kem havde ret. Der fandtes ikke mange piger som Pirra.

Pirra ønskede, at han ville lægge armen om hende, men det gjorde han ikke. Hun var for stolt til at lægge sin arm om ham, fordi hun vidste, at noget holdt ham tilbage.

“Han var parat til at ofre sig for din skyld, Pirra,” sagde hun længselsfuldt. “Du er heldig, at du har sådan en mand.”

Lidt efter fandt Hati-aa’ens mænd dem og stod ærefrygtigt foran disse to barbarer, som de store egyptiske guder Heru og Sekhmet havde beskyttet med deres hellige skabninger: den mørkøjede pige med en falk på skulderen og drengen med håret i solens farve med en mægtig løvinde stående vagt ved sin side.

Og dér kom Hylas vadende mod hende, i live, og trak hende ind til sig. De var begge drivvåde, de lo og græd, og han knugede hende så hårdt, at hun knap nok kunne få vejret.

så ville det ikke være noget værd, fordi han så ikke ville være sammen med Pirra.

Så trådte han ud i det fri, og Telamon skød ham i brystet.