Historien om et nyt navn

Hans rigdom, hans opvækst, hans velkendte ry blandt de studerende som en ung, venstreorienteret aktivist, hans udadvendthed, selv hans mod når han fremførte omhyggeligt afmålte angreb mod magtfulde folk inden for og uden for universitet – alt det havde givet ham en aura som automatisk smittede af på mig som hans forlovede eller kæreste eller partner, som om det enkle faktum at han elskede mig, var den offentlige godkendelse af mine talenter. Men så snart han mistede sin plads på Normale, blegnede hans fortjenester og skinnede ikke længere på mig. De studerende fra gode familier holdt op med at invitere mig på søndagsudflugter og til fester. Nogle begyndte igen at gøre nar af min napolitanske accent. De ting han havde foræret mig, var ikke længere på mode, så forkerte ud. Jeg havde hurtigt forstået at Francos tilstedeværelse i mit liv havde maskeret mit sande jeg, men ikke forandret det. Jeg havde aldrig rigtig formået at integrere mig. Jeg var en af dem som knoklede dag og nat, opnåede fremragende resultater, sågar blev behandlet med sympati og respekt, men jeg ville aldrig kunne leve op til disse studiers høje niveau med stil. Jeg ville altid være bange; bange for at sige noget forkert, for at bruge en overdreven tone, være forkert påklædt, afsløre smålige følelser, for ikke at have interessante tanker.

Lila vidste at folk fortæller sig selv løgne for at forsvare sig mod sandheden, men hun var forbløffet over at hendes mand var i stand til at lyve for sig selv med så lykkelig en overbevisning.

DER FINDES ØJEBLIKKE hvor vi søger tilflugt i meningsløse formuleringer og fremfører absurde påstande for at skjule enkle følelser. I dag ved jeg at jeg, under andre omstændigheder, efter en smule modstand, ville have givet efter for Brunos tilnærmelser. Han tiltrak mig ikke, det var sikkert, men jeg havde heller ikke været særlig tiltrukket af Antonio. Man knytter sig langsomt til mænd hvad enten de, i forskellige faser af livet, lever op til ham man har anset for idealet af en mand, eller ej. Og Bruno Soccavo var, i den fase af sit liv, høflig og generøs; det ville have været nemt at nære en smule kærlighed til ham.

hun definerede sig som en slags ”hvid dame” ligesom den berømte cyklist Fausto Coppis elskerinde – men mere moderne, og hun nævnte la Sacra Rota for at illustrere at selv kirken og Gud i visse tilfælde hvor kærligheden er meget stærk, ville opløse et ægteskab. Da Lila lyttede uden at afbryde, noget som Ada aldrig havde ventet – tværtimod håbede hun at hun ville sige bare et enkelt ord så hun kunne slå hende til blods – blev hun n

Efter et stykke tid var han i så dårligt humør og så langt bagud med sine eksaminer at han for at kunne fortsætte med at studere holdt op med at gå i seng samtidig med hende

orsøg gjorde hun dog store fremskrid

Især Rino var meget tilfreds med det resultat: Hvor hans svoger anbragte penge, opførte han sig som herre, som om det var ham der havde skaffet dem.

fik ret med hensyn til sin mand. Eller hvad? Måske overdriver

Men det var hentydningen til Enzo der fængede hende, hun lyste op, blev snaksalig.

Jeg forstod hurtigt at Pietro Airota havde en fremtid, og det havde jeg ikke.