En episode i en landskabsmalers liv

Når man falder i snak med en anden, prøver man at finde ud af, hvad han tænker. Det forekommer umuligt at erfare det, undtagen gennem en lang række følgeslutninger. Findes der noget mere lukket og repræsenteret end den psykiske aktivitet? Og alligevel udtrykkes denne aktivitet i et sprog, der hænger i luften og bare beder om at blive hørt. Man støder imod ordene, og før man ved af det, er man nået ud på den anden side, og står ansigt til ansigt med den andens tanke. Det samme sker for en maler, mutatis mutandi, med den synlige verden. Det skete for den rejsende landskabsmaler. Hvad verden sagde, var verden

fysiognomiske repræsentation lagde sig imellem kunstneren og naturen. Den direkte perception blev pr. definition opgivet. Og alligevel var det uundgåeligt, at repræsentationen måtte vige, ikke så meget fordi den blev elimineret, men på grund af et overmål, der gjorde den til en verden og tillod den at sanse verden selv i dens tegn, nøgen og oprindelig. Det er til syvende og sidst noget, der sker i livet hver dag.

fragmenteringens niveau rekonstruerede man et andet niveau. Rekonstruktionen kan kun forstås gennem en sammenligning, der endda ikke er særlig præcis, selv om den kan give en idé. Man kan forestille sig en genial politimand, der gennemgår sin efterforskning for den døde kvindes mand: enkemanden. Med sine skarpsindige slutninger har han kunnet „rekonstruere“, netop hvordan mordet fandt sted; det eneste, han mangler, er morderens identitet, men i øvrigt har han på næsten magisk vis ramt plet, hvad angår forløbet, som havde han set det med sine egne øjne. Og den anden, enkemanden, der i virkeligheden er morderen, må indrømme, at politimanden er genial, og det må han, fordi det virkelig skete, som denne siger; men skønt han selv overværede, hvad der skete, da han ud over at være gerningsmanden er det eneste overlevende øjenvidne, kan han alligevel ikke identificere det, der skete, med det, politimanden fortæller ham, ikke fordi der er fejl, de være sig store eller små, og heller ikke misforståede detaljer, men bare fordi det ikke har det mindste med sagen at gøre; der er en afgrund mellem den ene historie og den anden, eller mellem en historie og manglen på historie, mellem det levede og det rekonstruerede (selv hvis rekonstruktionen er udført perfekt), så han kan ganske enkelt ikke se nogen forbindelse mellem de to historier; hermed overbeviser han sig selv om, at han er uskyldig, og at han ikke dræbte hende.

var partnerens funktion: at overleve sig selv i livet og i døden. Og hvis der opstod beklagelige følelser af skyld og nostalgi, udfyldte den deraf følgende melankoli en funktion i euforiens generelle system: Kun i melankolien kunne der opstå gode tanker om de døde, og sådanne ideer var nyttige for fremgangsmåden.

De var således blevet enige om, at fordelen ved historien var, at man vidste, hvordan man skulle gøre tingene. Et sceneri, det være sig natur eller kultur, kunne være nok så detaljeret, men det sagde ikke noget om, hvordan man var nået til det, hvordan elementerne forholdt sig til hinanden, og hvilken kausal sammenkædning der havde ført til denne komposition. Netop derfor omgav menneskene sig med et væld af fortællinger, fordi de havde brug for at vide, hvordan alting var foregået. Med dette udgangspunkt gik Rugendas skridtet videre og nåede til en temmelig paradoksal konklusion. Som hypotese foreslog han, at hvis alle fortællinger blev bragt til tavshed, ville det ikke indebære noget tab, eftersom nuværende og fremtidige generationer bare kunne genopleve fortidens hændelser uden behov for at få dem fortalt, enten ved at kombinere sig frem eller ved at lade kendsgerningerne råde, skønt der i begge tilfælde krævedes, at det skete med overlæg. Og selv dá var det muligt, at gentagelsen ville blive mere rigtig, hvis der ikke var nogen fortælling. I stedet for fortællingen, der med fordel kunne erstattes, skulle man videregive et sæt „redskaber“, så man med handlingens spontane uskyld kunne genopfinde, hvad der var sket i fortiden. Det mest værdifulde, mennesket havde udført, det der var værd at gentage. Og det centrale redskab var stilen. Ifølge denne teori var kunsten nyttigere end ræsonnementet

Der var den risiko ved bjergene, at de blev til en vane, hvad de tydeligvis var for de to førere, som tog sig betalt pr. dag. Udøvelsen af deres kunst beskyttede de to malere mod denne fare, men kun på langt sigt; på kort sigt, når de orienterede sig i omgivelserne og fandt ud af, hvordan de skulle afbildes, var effekten modsat.

Argentina, hvor han på landets umådelige sletter fandt en mystisk tomhed, idet han befandt sig et sted med lige langt til horisonterne. Kun i denne tomhed, tænkte han, kunne han finde bagsiden af sin kunst …