Efter sin mors død blev Leonora Christina Skov fri til at skrive den bog, hun længe havde vidst, hun måtte skrive, men ikke turde skrive. Romanen 'Den, der lever stille' handler om, hvordan forholdet til moren forliste, da Leonora sprang ud, og om hvordan de to først blev genforenet, da moren fik en kræftdiagnose. Og så handler fortællingen om alt det imellem de skelsættende begivenheder, om sorgen ved aldrig at lære sin mor at kende og om detektivarbejdet i at sammenstykke en tabt fortid. Også svenske Birgitta Trotzigs digtsamling 'Anima' handler om at binde tingene sammen, men her er det selve verden, der skal forenes af et poetisk blik, der ser liv og død i stort og småt. Forfatterne Emeli Bergman og Maria Hesselager, som har oversat digtene til dansk, gæster programmet.
Værter: Klaus Rothstein og Nanna Mogensen.